Hvad er migræne

Hvad er migræne

Migræne kommer fra det græske ord hemikrania – halv kranie/ halv hoved, og er et anfald af voldsomme smerter i hovedet. Den rammer dobbelt så mange kvinder som mænd og i de fleste tilfælde udvikler den sig allerede i de unge år.- jeg fik som nævnt, i et tidligere Blogindlæg, migræne som 16 årig efter et hovedtraume.
Migrænen kan opdeles i 2 kategorier – med aura eller uden aura.

Med aura

Aura betyder “åndepust” og er kort fortalt, at du op til en time før bliver advaret om et muligt anfald, det kan være talebesvær, syns/føleforstyrrelser, lettere lammelser, flere beskriver auraen, som at se stjerner eller lysglimt.
Symptomerne bliver herefter oftest efterfulgt af en svær hovedpine/migræne.
Migræne med aura er som regel arveligt.

Uden aura

(min migræne)
Uden aura er den mest udbredte migræne, ca 2 ud af 3 danskere har migræne uden aura. Den udløser langt flere anfald end med aura, og som regel er der ingen forvarsel. Smerten er pulserende, hovedpinen er moderat til, synes jeg ekstrem voldsom, og den bliver kun værre ved fysisk aktivitet. Kendetegnet er især, at den kun er halvsidig, altså kun i den ene side (Jeg har altid kun migræne i venstre side) – og du kan samtidig have kvalme/opkastning, og være overfølsom for lys og lyd, (start derfor endelig ikke vaskemaskine eller tørretumbler under et anfald)

Men…..

Synes du også, at ovenstående måske er lidt ligegyldigt info, for egentlig er jeg da ligeglad med hvad migræne er, hvad der står i bøgerne, i de mange brochure, og på nettet, jeg ville da langt hellere have vidst hvad den gør, hvordan den føles og hvordan den mærkes. Bagholdsangrebet der langsomt kommer snigende, lammer dine tanker, svækker dine sanser, gør dig sårbar. Hvert hjerteslag der eksplodere i hovedet, den konstante smerte efter hvert et dunk. Lyset der brænder i dine øjne, lyden der skærer i dine øre. Pillerne der svigter dig, og time for time venter du på hjælp, hjælp fra et andet menneske, et menneske du er så afhængig af, har haft en god dag og vil hjælpe dig – lægen.
Bagefter er du bare træt,føler dig brugt, måske en smule svigtet af din egen krop, nu skal du bruge tid på at kravle op fra helvedet til overfladen igen, lige indtil du igen ligger der, stadig med den samme viden fra sidste gang, at du intet kan gøre ved det, det er blot gentagelse efter gentagelse efter gentagelse i en rolle man med tiden lærer, at kende så godt og ikke mindst spille rigtig godt.

Jeg har efter mange år lært, at overgive mig, ikke at det skal forstås som, at jeg giver op. Jeg har blot lært, at vælge mine kampe og et anfald er ikke en af dem. Derfor bruger jeg min energi på, at acceptere at migrænen er her nu, jeg koncertere mig om min vejrtrækning, og prøver at kontrollere min tanker. Det giver mig en lille sejr i nederlaget. ( migræneanfaldet)

Min håndtering af smerte

Smerte kan ofte påvirkes af vores egne mærkværdige tanker, vi kan lindre smerten, men vi kan bestemt også forstærke den. For mig er det vigtig, ikke at give smerten magt igennem mine ofte styrende tanker. Det er ofte lettere sagt end gjort, men mine leveregler, som jeg prøver at leve efter hver gang er; at jeg kan have nok så mange ødelæggende tanker, når jeg har migræne, men hvad der sker under et migræneanfald bliver under et migræneanfald.

Du må ikke stole på dine negative smertetanker, tag afstand fra dem og prøv at være kritisk overfor dem, fordi du tænker en bestemt tanke behøver den ikke nødvendigvis at være sand. Vær så positiv du kan være i din håndtering af smerten og husk dig selv på, at det går over igen lige om lidt, men lad for guds skyld være med at tænke på, at det næste anfald snart er lige om hjørnet igen;)

Altid handler det om valg, jeg bruger selv konsekvensanalyse, når jeg skal vælge – hvad kan gå galt og hvor galt kan det i værste fald gå.
Hvad er årsagen til smerten, meningen med smerten og muligheden for at påvirke smerten, altså lindre eller forstærke den.
Jeg siger som en tommelfingerregel næsten altid nej tak til større forsamlinger, herunder nu også juleaften med den helt store familie, jeg ønsker ikke at føle angsten, angsten for at miste kontrollen over stedet og angsten for ikke at kunne håndtere de mulige situationener, der kan opstå når mange mennesker er samlet og derfor være årsagen til et migræneanfald.

En tanke kommer aldrig alene. Når en tanke bliver tænkt, står den næste og venter på at blive tænkt, et eksempel hvis jeg til vennerne siger nej tak til et arrangement, så bliver de måske skuffet, de spørger mig ihvertfald nok ikke næste gang igen, jeg bliver ikke en del af fællesskabet.
Men til gengæld så er min dag i morgen ikke i fare for et anfald, jeg får en god nats søvn, og min familie og jeg selv får så meget mere ud af mig.
Nu handler det så om at turde, tør man, at gå imod den formodede konsekvens man tror kommer, hvis man tager med.

Det hele kræver øvelse. Efter mange års valg ville jeg have valgt og ville nok stadig vælge at blive hjemme, jeg ville sikkert have hygget mig og ikke fået hovedpine dagen efter. Men frygten for det, vejer mere end at gå glip af et godt arrangement med glade mennesker og en hyggelig aften.
Jeg vælger kontrollen og trygheden fremfor et socialt liv, men det er ikke nødvendigvis den vej jeg synes, at andre skal vælge, for i stedet for, at lade smerten styre mig, lader jeg istedet ofte angsten bestemme mine valg.

Når enden er god…..

Og det er min.. ihvertfald når der skal en sprøjte til. Det ender sjovt nok bare med, at det er den samme balde, der hver gang stikkes i, så jeg kan dog ikke prale med stramme balder, kun med en hård kugle i den ene.

Jeg havde migræneanfald igår, den har været undervejs de sidste 4 dage, men brød så fri fra sine lænker igår. Det var dog så tidligt på aftenen af ungerne endnu ikke var lagt i seng endnu, de var faktisk endnu ikke engang spist af. Den opgave tog farmor sig af. Nu er det egentlig kun 2. gang vi selv kører til lægevagten, de plejer at komme til os. Så jeg var lidt ambivalent med situationen og især den formentlige lange ventetid derinde, som dog til trods nok stadig var kortere end at vente på lægen hjemme. Men mine tanker blev gjort til skamme, for vi havde knap sat os, da en meget sød sygeplejerske studerende kom til mig og tilbød, at jeg kunne ligge ned i et mørkt lokale, mens hun hentede lægen. Jeg fik min sprøjte kort efter, en effektiv læge der kort have læst journalen og handlede derfra.
20 min efter sad vi i bilen igen på vej hjem til min seng og min pude.
Jeg stod op i morges, efter 12 timers meget tung søvn og er nogenlunde frisk, men jeg er træt og er stadig lidt angst for, at den skal bryde ud igen.
Så mon ikke det er på plads med en lille lur idag;)

Ude og hjemme igen

Jeg har været på en lille tur hjemmefra, en tur hjemmefra uden børn, uden Mads, men med mine 3 brødre, papsøster og far.
Vi har i efteråret de sidste 3 år besøgt en ny storby – Istanbul og Athen og i år gik turen til Budapest, 4 hyggelige dage med fly og hotel betalt af vores far.

Håndbagagen var let pakket til en tur med sol og varme, jeg blev dog klogere på, at jeg desværre undlod at pakke det vigtigste, min hovedpude, min dejlige hovedpude, jeg manglende den nemlig på flyveren, jeg manglede at få en lur, at pakke mit hoved ind, at lukke lyden ude og at skåne øjnene fra det kraftige lys.
Jeg manglende den på hotellet, den tynde pude der, havde ikke den samme størrelse, fylde og slet ikke den samme virkning.

Med vi havde til trods nogen dejlige dage sammen med oplevelser, gode historier og lækker mad. Det er fantastisk, at vi med familie og arbejde har mulighed for og lyst til at samles til denne miniferie.
Ingen børn, ingen mænd, ingen koner, ingen madlavning, ingen oprydning, ingen tlfopkald, bare os, med hver vores forskellighed, som vi alle kender og acceptere.

Jeg måtte desværre opgive samlingen den sidste aften, migrænen havde været undervejs et par dage, så jeg vidste, at manglende nattesøvn og ingen middagslur sandsynligvis ville få en konsekvens.
Jeg havde voltaren ampuller med hjemmefra, så det ville kun være en læge med en sprøjte der eventuelt ville blive brug for. Men anfaldet var gudskelov mildt og kort, jeg fik min pause og min ro. Min papsøster blev tilbage på hotellet og hun fik løbende beskeder fra drengene, der ønskede en status.
Så hvem jeg end skal takke, takker jeg for, at du ikke blev længere og at du ikke var værre.

Nu er vi hjemme igen efter knap 35 km i vores ben.
Vi skal afsted igen til næste år hele banden.
Milano er et bud eller måske Lissabon.
Men denne gang tager jeg min pude med.
Tak for turen, og tak for endnu et godt minde.

Min mand skal også være min kæreste

Mads og jeg er jo gift, jeg var kun 23 år dengang og vi kan næste år fejre vores kobberbryllup sammen. Han er min kære ægtemand, når han støtter mig, hjælper mig op igen på de mørke dage, han er min bedste ven, når han lytter til mig og prøver at forstå mig, han er mit panserglas, når han beskytter mig de gange jeg er utryg og svag, han er mine børns far, når der skal børstes tænder og smøres madpakker om morgenen og så er der selvfølgelig også de gange, hvor han bare er en møghamrende irriterende nar, for vi har da også vores uenigheder i ægteskabet og mine migræneanfald sætter også sine spor i forholdet, når de lange anfald dræner os for energi.
Men den vigtigste rolle, som egentlig nok er hovedrollen i den her opsætning er, når han er min kæreste, min skønne kæreste, når der skal hygges, forkæles, flirtes.
Vi har de sidste 5 år været i Hamburg 1-2 gange om året, det er vores pause fra dagligdagen og fra børnene, her er vi ikke mand og kone eller mor og far, men bare Mads og Marie. Vi får her tid til, at minde os selv på hinanden, se hinanden, nyde hinanden og være sammen uden afbrydelser.

Derfor er det skønt, at have muligheden for at tage afstand til de daglige rutiner og prøve at forbygge de episoder, hvor vi skændes og smækker med dørene og blive fuldt opladet igen.

Som en lille sideindskydelse så bryder jeg mig meget lidt om overraskelser og uforsiglighed, derfor er det også det samme skønne hotel, vi bor på, den samme hyggelige italienske restaurant vi spiser på, næsten de samme gader vi går på og de samme butikker vi handler i, af den simple grund, at forebygge mit humør, selve utrygheden i at vide, at jeg ikke ved noget, at jeg ikke har kontrollen, gør mig urolig og usikker og meget gal og skuffet på mig selv hvis noget går galt eller ikke bliver som forventet.
Selv gaver til jul og fødselsdage pakker jeg op i smug,for at pakke dem ind igen bagefter, så jeg har styr på min reaktion senere.
På vores ture kommer Mads dog ofte med nye, men små, input og som regel bliver jeg dog positiv og glædeligt overrasket.
Så ja, jeg ved allerede nu, at jeg igen til april næste år skal til Hamborg, bo på det samme skønne hotel, besøge den samme hyggelige italienske restaurant, shoppe i de samme butikker og skal nyde fridagene med den samme mand og jeg glæder mig.

Nemt mad kan også være lækkert

Vi får ofte, nogen gange meget ofte spaghetti med kødsovs. Det er lækkert og det er nemt, især på de dage, hvor madkreativiteten ikke står højest på dagens TO DO liste. Herhjemme er det efterhånden en standard menu, især når jeg ligger med migræne.
Den kan laves i mange variationer og med meget forskelligt indhold, jeg er dog ikke tilhænger af dåsetomater, så sovsen laver vi selv fra bunden med friske tomater, jeg synes den smager af mere og vil ikke mene, at den tager længere tid at tilberede. Ofte laver vi lidt ekstra tomatsovs, som vi så fryser ned til næste gang eller genbruger til for eksempel lasagne eller pizza dagen efter.
Men igår på vej til brugsen med ungerne stødte vi på fiskebilen og Njord fik lyst til en mad med fiskefilet. Nu er det jo sådan, at Mads ikke bryder sig om fisk, men jeg købte nu alligevel en pakke fersk laks sammen med fiskefileterne.
En lækker menu blev det til, og kun efter 25 min i køkkenet – pandestegt laks med spaghetti olio e aglio med et drys af friske tomater, og så skal det lige nævnes, at Mads fyldte tallerken to gange, endda også med laks.

Tilberedelsestid: 25 min
Antal personer: 3 – Njord fik sin rugbrød med fiskefilet og remoulade
Pris ca: kr 90

Det hele menneske

Jeg er blevet stillet det spørgsmål her for nylig, er du et helt menneske. Hvis et helt menneske er, at krop og sjæl er i god balance, at jeg har et overforbrug af overskud til mig selv og til andre, at jeg elsker at vågne til en ny spændende dag hver morgen og gå tilfreds i seng hver aften, så bestemt nej, jeg er ikke et helt menneske. Ihvertfald ikke endnu. Jeg er mere et arbejdende værksted, der hver dag prøver, at få brikkerne til at passe sammen til et helt puslespil, men som i alt rodet har gjort den sidste brik væk.
Min krop og min sjæl samarbejder bestemt ikke om tingene, den ene tror altid den ved bedre end den anden, men jeg skal da være ærgerligt og sige, at det såmen nok er kroppen, der giver sig oftest for den gode stemnings skyld.
Men jeg arbejder næsten hver dag med at finde opskriften på den sidste brik, en brik med de helt rigtige ingredienser lidt vilje blandet med tro, vendt i lidt håb og bagt med kærlighed.

For jo jeg vil gerne føle mig hel, jeg vil gerne vågne hel hver morgen og gå hel i seng igen hver aften. Men jeg tror ikke på, at være hel, er en fødselsret vi kommer til verden med, det kræver hårdt arbejde, der vil være udfordringer, tårer og skuffende nederlag, spørgsmålet er bare hvordan du tackler og ikke mindst bruger disse erfaringer til at skabe dig selv til en hel dig.

Den venlige migræne

Den kommer af og til, den der venlige og imødekommende migræne, som når den nu under alle omstændigheder har tænkt sig at dukke op, godt lige vil lade mig være lidt endnu. Jeg har været på Sjælland, med min mor og svigerinde. Vi var blandt de 200000 med en billet til Dirty Dancing, en fødselsdagsgavefra min mor. Hovedpinen kom allerede fredag ved ankomst. En ankomst der nok på et tidspunkt kan grines ad, bare ikke når man står i det. Med en tabt udstødning på bilen ved havnen i Århus, en venlig mand der kunne trylle med en snor, vejhjælp, der ikke kunne fixe problemet, et lift til den nærmeste station, en tur med tog, endnu en tur med tog og så en tur med bus, var stemningen lidt trykket mellem os alle 3. Men efter en god nats søvn ved min moster i Roskilde tog vi med smil på læben og højt humør til Dirty Dancing i operaen, en fantastisk oplevelse.
Migrænen pressede på i anden akt, på bilturen til færgen, fik den rigtig fat og sejlturen hjem var invaliderende. Mads tog imod os på havnen med piller og cola, men uden virkning og lægevagten blev kontaktet ved hjemkomst. Jeg listede forbi ungerne, de var vågen og havde ventet på mig. Jeg kunne ikke snakke, ikke se, kvalmen pressede sig på og de forbandede trapper til 1. sal, føltes uendelige. Kvalme, opkast, dunken i hovedet, jeg skriger af smerter, Wigga græder, hun kan ikke li når jeg har ondt, Njord græder, han kan ikke li når jeg skal stikkes. 10 min går der, kun 10 min så holder lægen foran huset, jeg takker og er hende taknemmelig for den korte ventetid, jeg får min sprøjte,jeg bliver træt, kroppen begynder at summe og jeg falder hen til lyden af grædende børn.

Tak for turen mor, til trods for migrænen havde jeg bestemt en dejlig oplevelse i godt selskab.

Børn – at sove ude, men savne det derhjemme

Vi er netop hjemvendt fra camping ved min mor i det nordjyske. Mads havde taget et par dage fri, så vi var hele familien afsted. Wigga er blevet deroppe og det har sådan set altid været meningen, hun var også alene afsted sidste år. Problemet er bare at Wigga har en masse unødvendige tanker der rumsterer i hovedet, allerede dagen før vi skulle hjem, altså igår, brugte hun så mange kræfter og tårer på at være ked af det, på at savne os og opbygge en angst for, at der vil ske os noget mens hun er væk.
Men hun vil hellere ikke give op, vælge det trygge og tage med os hjem. Så hun blev, dog med lidt tårer og savn nu til aften inden hun faldt i søvn. Sidste år måtte vi hente hende grædende hjem flere gange, også efter midnat hos veninder. Vi har derfor igennem det sidste år øvet ved farmor og farfar, dog har Njord været med.
Men hun har planer om først at blive afhentet på fredag, jeg krydser ihvertfald fingere for, at hun får succes.
Har andre gode råd, tager jeg gerne imod;)

Min Coca Cola medicin

Den er altså god nok, den der sorte sukkerholdige brusende læskedrik, har altså en effekt på migræne/ hovedpine.
I 3 måneder er min morgen startet med en kold dåse Coca Cola. Måske det ikke lige falder i god smag hos læger, tandlæger, men det har altså kickstartet min dag til en god dag og forebygget større migræneanfald. At det så derimod er blevet til lidt for meget Coca Cola, og langt mere end den halve liter om ugen der tilrådes, er en anden historie.
For den er altså også god nok, du bliver afhængig af Coca Cola / koffein. Jeg arbejder i øjeblikket på ikke, at indtage mere end 4 dåser om dagen, helst gerne kun 2-3, en god kop kaffe kan dog til tider være en erstatning, men de smager jo altså også bare godt de røde dåser.
Jeg har som noget positivt sparet kroppen for lidt ekstra piller de seneste måneder, men jeg tror nu ikke, at jeg med indtagelsen af den søde drik i stedet har gjort kroppen nogen større tjeneste og økonomisk har der bestemt hellere ikke været en besparelse. Tværtimod.
Jeg hører gerne fra jer, hvis flere har oplevet en virkning fra Coca Cola eller har nogen gode råd til at trappe ned til et mindre forbrug.