Alle indlæg af Marie Simonsen

Børn – at sove ude, men savne det derhjemme

Vi er netop hjemvendt fra camping ved min mor i det nordjyske. Mads havde taget et par dage fri, så vi var hele familien afsted. Wigga er blevet deroppe og det har sådan set altid været meningen, hun var også alene afsted sidste år. Problemet er bare at Wigga har en masse unødvendige tanker der rumsterer i hovedet, allerede dagen før vi skulle hjem, altså igår, brugte hun så mange kræfter og tårer på at være ked af det, på at savne os og opbygge en angst for, at der vil ske os noget mens hun er væk.
Men hun vil hellere ikke give op, vælge det trygge og tage med os hjem. Så hun blev, dog med lidt tårer og savn nu til aften inden hun faldt i søvn. Sidste år måtte vi hente hende grædende hjem flere gange, også efter midnat hos veninder. Vi har derfor igennem det sidste år øvet ved farmor og farfar, dog har Njord været med.
Men hun har planer om først at blive afhentet på fredag, jeg krydser ihvertfald fingere for, at hun får succes.
Har andre gode råd, tager jeg gerne imod;)

Min Coca Cola medicin

Den er altså god nok, den der sorte sukkerholdige brusende læskedrik, har altså en effekt på migræne/ hovedpine.
I 3 måneder er min morgen startet med en kold dåse Coca Cola. Måske det ikke lige falder i god smag hos læger, tandlæger, men det har altså kickstartet min dag til en god dag og forebygget større migræneanfald. At det så derimod er blevet til lidt for meget Coca Cola, og langt mere end den halve liter om ugen der tilrådes, er en anden historie.
For den er altså også god nok, du bliver afhængig af Coca Cola / koffein. Jeg arbejder i øjeblikket på ikke, at indtage mere end 4 dåser om dagen, helst gerne kun 2-3, en god kop kaffe kan dog til tider være en erstatning, men de smager jo altså også bare godt de røde dåser.
Jeg har som noget positivt sparet kroppen for lidt ekstra piller de seneste måneder, men jeg tror nu ikke, at jeg med indtagelsen af den søde drik i stedet har gjort kroppen nogen større tjeneste og økonomisk har der bestemt hellere ikke været en besparelse. Tværtimod.
Jeg hører gerne fra jer, hvis flere har oplevet en virkning fra Coca Cola eller har nogen gode råd til at trappe ned til et mindre forbrug.

Har du husket dit vitamintilskud idag

Det er helt ok at være ked af det, ellers ville det hellere ikke føles, så fantastisk at være glad. Inden jeg fik hjælp med antidepressiv varmen af den holdning, at det var spild af tid, at have glæder og da ihvertfald ikke for længe, for før eller siden var jeg nok snart ked af det igen, så med fare for at blive skuffet, var jeg hellere lidt ked af det hele tiden.
Derfor fandt jeg det, som meget fornuftig blot at være stabil, som fordelen ved antidepressiv er, men så absolut også den største ulempe, jeg var ikke helt glad, men kunne hellere ikke blive helt ked af det. (stoppede sidste år med antidepressiv efter 10 år)
Idag sætter jeg stor pris på de mange daglige glæder jeg oplever, men de mest givtige er de ekstra ordinære oplevelser, som når Mads og jeg tager på kærestetur, filmhygge med ungerne i stuen eller de sidste års årlige storbyferie med mine brødre og far.
Derfor husk at tage GLÆDE hverdag, det er dit vigtigste vitamintilskud, faktisk dit livstilskud.

Migræne, kan vi selv gøre noget

Migræne
Nu har jeg efterhåneden set og hørt flere der har fået lavet en Daith, altså en ørepiercing/stav, nogen tager magnesium andre vitaminpiller/kosttilskud.
Derfor hvis der er nogen der vil dele jeres erfaringer, hører jeg meget gerne fra jer – har det haft en virkning på jeres migræne/ hovedpine, har det gjort en forskel, kortere anfald, måske færre anfald.
Måske andre har et helt tredje forslag..

Selv er jeg stor tilhænger af fodmassage. Mads er rigtig flink til at bruge en halv time engang imellem når vi alligevel ligger i sofaen foran fjernsynet. Og det virker altså, især på den der daglige hovedpine, der ligger og dunker i baghovedet og efterveerne fra et migræneanfald – hovedsagligt storetåen, hvor punkter med forbindelse til hovedet skulle sidde har god effekt.

Tanker fra en pårørende, del 3

Jeg prøvede sidste år, at sætte ord på et af mine migræneanfald “Migræne, som den føles, som den mærkes,som den er” Her
Nu har Mads prøvet, at beskrive det samme anfald, men set med hans øjne, hvad han følte og hvad han tænkte.
Tanker fra en pårørende – På sidelinjen er jeg, som pårørende desværre ret ofte vidne til Maries migræneanfald. Anfaldene har som skrevet i et tidligere indlæg ganske ofte en stor indvirkning på os som famile, dog uden (efterhånden) de store bekymringer. Og så alligevel, en torsdag aften, som så mange andre, jeg kommer hjem fra arbejde omkring kl. 17:00, så har vi lige en halv time inden Marie skal ud af døren, i dag til Viborg. Marie har igen den migræne, desværre ikke noget nyt, men hun plejer jo at klare det, så ingen grund til bekymring…den kom så senere…Vi, Marie og jeg har en stiltiende aftale om, at hun altid ringer, når hun er på vej hjem igen, det gør hun også denne torsdag, men der er noget galt, hendes stemme lyder forpint, meget forpint og jeg kan høre hun forsøger at skjulde, hvor ondt hun har… hun er forvirret og noget uklar i hendes tale. Straks begynder min alarmklokker at ringe, det her er ikke godt…jeg får hende overtalt til at finde et sted og holde ind. Hun skal blive der indtil jeg kommer(vil jo gerne ha’ hende hel hjem). I samme øjeblik vi har lagt på ringer jeg til mine forældre, som jeg (vi) er så heldige kun bor 500 meter fra os, beder dem hjælpe, mor kan sidde ved børnene, far kan køre mig. Tror det tog dem 5 min at komme, men hold op, hvor var de lange, nåede imellemtiden at finde tæppe, Maries uundværlige hovedpude og en cola frem og huskede også lige pillerne i farten.. far og mor kommer ind af døren og far og jeg kører i rask tempo afsted, turen tager ca. 20 min. Og hvis jeg syntes det tog lang tid inden mine forældre kom, så forstil jer køreturen. Vi kommer frem og jeg får Marie over på passageresæddet, hun bliver pakket ind i et tæppe, får puden under hovedet og et par piller inden vi kører stille og roligt hjem – kommer hjem og får støttet Marie ind og op på første sal, hvor soveværlset er, i seng med hende. God Nat min elskede, sov godt, pillerene virkede nu, Marie havde fået fred for migrænen i dag. Takkede mine forældre endnu engang for hjælpen, hvad jeg gjort hvis de ikke havde været tæt på? Vil gætte på oplevelsesen, at se hvor påvirkede Marie er/var chorkerede mine forældre en smule. Ingen kan forstille sig, hvor meget migrænen påvirker og gør før det opleves.
Mads

Migrænen og Mig vs Mig og Migrænen

En af de ting jeg har lært at arbejde med og lægge vægt på gennem årene er mit valg af ord – hvordan ønsker jeg at fremstå overfor andre, altså sælge mig selv. Netop valg af ord er så vigtig for hvordan du opfattes af omverdenen. Jeg bruger, som et eksempel, bevidst ikke ordene jeg LIDER af migræne i dag og KAN IKKE, men i stedet jeg HAR migræne i dag og VIL IKKE. Ordene LIDER  og KAN IKKE vil nemlig for mange forstås negativt, at du ikke har kontrol, at du er et offer. Derimod oplever jeg, at HAR og VIL IKKE efterlader et optimistisk indtryk hos modtageren, at det var da ærgerligt, men forståligt, du opnår måske en  accept, ja måske endda respekt for din håndtering og erkendelse af din situation.
Migrænen er en stor udfordring, men den må ikke være til hindre for, at få en god dag og et godt liv.

Prøv derfor næste gang, at tænke over dit valg af ord og lyv endelig ikke, når nogen spørger til dig. Jeg synes selv, at det er skønnere, når det nu ikke kan være anderledes, at være positiv åben og ærlig om en træls lortedag, hold omverden opdateret – hvorfor møder du igen senere, går tidligere hjem, melder dig syg, siger fra til 70 års fødselsdag, er muggen på børn og mand. Hvis der er fordele ved at lyve eller fortie, er der altid flere fordele ved at sige sandheden og være ærlig.
Accepter din situation, at sådan er den bare, brug den ikke som en undskyldning, men hav respekt for den.

MMM

Tanker fra en pårørende – piller eller ej

Som skrevet i et tidligere indlæg er jeg til tider måske lidt hurtig til at tage en pille eller to engang imellem,læs indlægget Her Sandheden er nok, at det øger min fornemmelse for livskvalitet, jeg har mere overskud til dagen og til familien , jeg er mere glad og jeg sover meget bedre. Men som jeg også skrev tidligere arbejder jeg på at trappe ud, ihvertfald trappe ned. Mads har i alle disse år egentlig ikke kommenteret det udover de gange jeg selv har bragt emnet op. Men forleden dag sendte han mig denne tekst, den overraskede mig egentlig lidt, jeg troede ikke at det var noget han havde en holdning til eller interesse i….

Migrænen har som nævnt tidligere en kæmpe indflydelse på vores liv…og som tidligere nævnt har det faktum, at vi har lært at leve med migrænen, gjort en kæmpe forskel på hvordan vi, som familie og par fungere i dagligdagen. En ting har jeg dog meget svært ved af finde ud af, hvad jeg skal mene om og hvordan jeg skal agere i forhold til indtaget af piller, hvilket til tider, er meget stort og jeg vil tro det er for stort til tider. Men hvordan skal jeg vurdere hvornår pillerene er nødvendige og hvornår pillerene blot er en trøst, en vane, dårlig vane vel og mærket… Naturligvis kan jeg efterhånden også godt se hvornår hovedpinen eller migrænen er på vej eller tilstede og der stiller jeg ikke spørgsmålstegn, jeg burde nok en gang imellem, men hvor er det ikke nemt i situationen, at sige nej, tror ikke det gør dig godt, Marie, så spring lige den eller de piller over, det sker ikke, ikke i min verden. Hånden på hjertet, så lukker jeg nok ganske ofte øjene for et overforbrug af piller, hvorfor, simplet fordi det hjælper mig, det gør min dag nemmere, når Marie ikke ligger med hovedpine..

Tanker fra en ægtefælle/pårørende

Tanker fra Mads – Nu har vi været så heldige, at Marie har haft fri i snart 2 måneder fra jobbet og jeg vil da ønske, at jeg kunne tjene en smule mere, så hun ikke behøvede at ta’ afsted, men i stedet kunne koncentrere sig 100% om de ting som hun brænder for. Sådan er vi sikkert mange ægtefæller der har det af den ene eller anden årsag. Mit ønske bunder i, at jeg kan se hvordan Marie trives, ja, nærmest blomstre når hun ikke er forpligtet overfor andre end sin familie og sig selv. Vi har nu snart haft 2 måneder uden de helt store migræneanfald, og jeg vil hellere end gerne arbejde nærmest dobbelt så meget, hvis indtægten fulgte med, så vi havde nok i en indkomst… måske den dag kommer, hvor jeg kan dygtiggøre mig yderligere, bruge noget tid på skolebænken, så der kan komme nogle papirer, der kan berettige en højre løn. Indtil nu har det ikke rigtig været en mulighed, men nu begynder børnene at havde en alder, hvor de er mere selvhjulpende. Dermed vil det være en mulighed at påbegynde noget aftenundervisning…..lige pludselig lykkes det. Vi skal jo heldigvis være mange år endnu på arbejdsmarkedet…så det er aldrig for sent.

Til keiko

IMG_20160124_211745Jeg saver dig, Keiko, din skøre hund, savner at kramme din bløde pels, at klø dig bag øret, jeg hader stilheden herhjemme, tomheden når jeg kommer hjem, og  trygheden når jeg sover, ja selv dit tiggen ved aftensmaden, din gøen i haven også efter kl 23, halsbåndet der klirrer når du går, neglene på trægulvet, dit tunge åndedrag når du sover, din våde snude i hovede når jeg hviler på sofaen, men mest af alt savner jeg dit ansigt i mit skød, din pote på mit lår og dine intense brune øjene.
Jeg skulle ikke være noget, ikke se ud af noget, skulle ikke foregive noget, du holdt af mig uden forbehold helt og aldeles.
Men Komme hvad må, komme hvad skal, komme hvad vil
Nu er jeg alene, der er ingen der ligger for enden af trappen, ingen der sover på gulvet i stuen og ingen for enden af hundesnoren.
I baghaven ligger du nu under kroen på et træ. Et lys er nat og dag for dig tændt og mod nord er dit blik vendt.
Tak keiko, du vil aldrig blive glemt.