Kategoriarkiv: Ægteskab

Når det er et barn der er syg

Jeg kender denne fantastiske familie, der hver dag kæmper for sig selv, for hinanden og for deres 4 årige dreng/lillebror der ofte er syg.
Jeg har fået lov til at dele denne gribende historie fortalt af en mor om hendes tanker, om hendes søn der er syg og om en familie på 4 der trods udfordringer skal få hverdagen til at fungere.
Den kommer her….

Ingen fødes som møgunge!

Man bliver det man udsættes for. Man bliver den person man formes til af de ting man oplever igennem livet. Især de første leveår sætter sig dybt i din personlighed. Vi er alle født med et rent sind. Sindet former sig igennem livet.
Matias blev født på en dejlig Sankt hans dag 2013. Han var ønsket, endog meget overvejet inden han blev til. Han skulle indgå i vores familie på 3 Far, mor og storesøster på dengang 6 år.

Enebørn som kun har et barn, det går ikke, eller gør det? Martine har jo ingen når i er væk!? Nej ingen søskende, ingen moster eller onkel. Ingen kusiner eller fætre. Nej der er faktisk ingen når begge ens forældre er enebørn. Men skal man “lave” en lillebror bare for det!? Når vi nu ellers har det godt os 3. Ja vi prøver blev konklusionen. Vi havde alle rammer til et barn mere. Kærlighed at give. Martine vores første fødte var et pragteksemplar. Så hvorfor ikke få en mere, en som ville give Martine og vores fremtid mere mening og ro.

Den dag Matias så lyset for første gang, blev vi overvældet over denne lille fyrs rolige gemyt. Sammenlignet med Sin søster som var iltet Af temperament. Lå han roligt hos sin mor, efter kejsersnittet. Han lå endda og ventede på mors mælk,længere end normalt, da hans mor skulle igennem en lille operation straks efter kejsersnittet. Han sagde ikke en lyd. Han lå bare smuk og rolig i sin fars arme.

Første gang han skulle klædes af og have nyt fint tøj på, lå han også bare og kiggede rundt. Rolig og nem. Langt fra en møgunge.

Det første halve år af Matias’s liv forløb stille og roligt. En mild og smuk dreng havde vi fået. Det tog lige lidt at starte forfra igen, men alt i alt var der idyl i vores familie på 4. Mor, far, Martine og milde Matias.

Da Matias var 9 måneder begyndte han i dagpleje. Vi var så heldige at få en fantastisk dagplejemor som hvis det ikke havde været for hende, ja så ved jeg ikke hvordan vi var kommer igennem disse år. Matias fik hurtigt sin første infektion., da han kom ud i bakterierne blandt de andre dagplejebørn. Jeg husker og kan se i min dagbog. At han har haft feber og snot cirka 1 måned efter han startede i dagpleje.
Herefter er fulgt 32 luftvejsinfektioner. Et utal af antibiotika behandlinger. Lungesug, indlæggelser, blodprøver, mange former for medicin. Masker morgen middag og aften. I årene imellem 1-3 var vi vågne om 2 -5 gange om natten hver dag. Fordi Matias altid hoster og har så meget slim han skal af med. Han sveder så vi må skifte senge tøj. Han får nældefeber når han er i antibiotikabehandling. Hvis vi får stillet hosten med masser af glas vand i løbet af natten. Ja så tisser han ofte i sengen, trods det at han har været renlig siden han var 3.
Når man har nætter som disse så bliver man et levende lig. Man ejer ikke overskud og kan ikke modtage ret mange ordre. Man vil helst at det går efter ens hoved. Jeg var så slidt i denne periode. Nu er han heldigvis større og vi kan komme bedre igennem de hårde nætter. Dem er der stadig overvejende mange af. Man er træt som voksen når man ikke får sin søvn! Når man er barn er man bare helt umulig.

Når et barn er både syg og på antibiotika næsten altid. Ja så er det at man efter en årrække går hen og bliver en møgunge.

En møgunge, som fordi man er træt ryger i konflikter konstant. En møgunge, som har dårlige manerer fordi man altid har fået lov at spise hvor, hvad og hvornår man vil – bare man spiste. Hvis ikke vi havde været så priviligeret. At vi havde en Au pair pige, som stort set brugte alt sin tid på at håndfodre Matias i de 2 år hun var hos os. Ja så havde Matias været skind og ben. Istedet blev han En møgunge, som ikke har haft de samme grænser fordi man har måtte gå igennem en masse overgreb til at tage medicin, temperatur , lungesug, blodprøver osv. Vi har bare ikke har haft overskud til at opdrage eller blive opdraget på samme måde som storesøster blev det.
En møgunge som er sur og bitter over aldrig at kunne det man gerne vil, men ikke kan sætte ord på det.
En møgunge som kun kan være i børnehaven 4 timer hver dag, fordi han simpelhen ikke kan klare mere fysisk.
En møgunge som aldrig kan udfolde sig soicalt som andre børn på hans alder. Så er det bedre med negativ kontakt, istedet for ingen.
En møgunge som sparker og skriger når han skal afleveres i børnehaven. Fordi han aldrig får en ordentlig rytme, før han igen er syg og skal starte forfra med at blive “kørt” ind i børnehaven.
⁃ og sådan kunne jeg blive ved.
Men en ting er sikkert. Matias blev født mild, smuk og dejlig.
Hans skæbne har gjort ham til en presset dreng, en møgunge. Han er noget af det mest kærlige barn man kan tænke sig. Han er høflig og han er gavmild. Men når fysikken svigter, svigter hans overskud og han er en helt anden. Han taler grimt, han slår sine nærmeste, som han ellers elsker overalt på jorden. Han har aldrig imens han kan huske prøvet at være helt frisk. Han har aldrig været uden antibiotika i mere end 4 uger. Så han er blevet en dreng men mange sorte dage. En dreng som hver dag han kan huske, er blevet tvunget til at tage masker, usmagelig mediciner. En som hoster så meget at han kaster op om natten. Vi kan kun håbe på en diagnose , vi frygter den ikke. VI frygter kun at han skal forblive i dette helvede lang tid endnu.

Når jeg i dag møder en møgunge, så har jeg lært at stoppe op. Lige at tænke over, at netop dette barn er blevet som det er af en eller anden grund. Manglende opdragelse, diagnoser, skilsmisser eller sygdom. Der kan være mange faktore som spiller ind.
Men giv alle møgunger en chance, de har nok om nogen brug for den. Da ingen er født sådan!

Til tider bliver storesøster også en være møgunge. Ikke fordi hun ønsker det, men fordi hun bare ikke kan klare mere. Hun lider et afsavn af umenneskelig størrelse. Hun har fået taget sine forældres fokus væk fra sig. Hun må altid trække sig når det hele bliver svært for hendes lillebror. Sådan er det at leve med en syg søskende. Især når der ingen diagnose er, ja så er der bare ikke meget hjælp at hente. D 6 december led Martine et virkelig stort tab. Vi havde købt en rejse til Dubai. Opfordret af læger, som igen ikke har set hvor syg og hårdt ramt Matias er. Det var dømt til at mislykkedes! Men vi ville prøve at rejse på ferie, bare os 4. Prøve at give Matias varme og Martine en oplevelse uden at sygdom skulle fylde. Vi havde forberedt os så godt vi kunne. Martine og far skulle være et team på rejsen. De skulle tage sig af kufferter osv. Imens jeg skulle koncentrere mig om at få Matias godt igennem rejsen. Martine tog det hele meget seriøst. Hun glædede sig så meget til turen, hun havde fået ny rejsetaske, ny bikini og havde for første gang selv pakket hendes ting.
Dagen før vi skulle afsted begyndte Matias at hoste mere igen. Vi talte om hvis nu det bliver værre hvad så? Vi var meget nervøse. Men vi besluttede at Martine ikke skulle vide noget om denne bekymring. Om natten inden vi skulle rejse, blev Matias mere syg. Han fik igen feber og mere hoste. Vi havde så svært ved at tage en beslutning. Skulle vi igen skuffe Martine og tage hensyn til Matias? Vi vækkede Martine tidligt og hun anede ingen uråd. Vi pakkede bilen og kørte mod Kastrup. I bilen blev Matias som sad sammen med mig på bagsædet mere og mere skidt. Jeg ringede til SOS rejseforsikring, og fik fat i en sygeplejerske. Imens vi talte sammen hostede Matias så meget,at han kastede op. Sygeplejersken tog herefter beslutningen. I må stoppe, I må vende om. Han kommer aldrig ombord på flyet og han kan ikke klare 6 timer i den form for ilt. Som der er inde i et fly. Vi var lettede. Men Martines verden brød sammen, som hun sad der på forsædet klar til at rejse til Dubai med sin nye taske. Hun var så skuffet. Hun græd og græd. Hun havde på intet tidspunkt tænkt på at rejsen var i fare. Som hun sagde bagefter: ”Han hoster jo altid.”
Hun er heldigvis stærk og et helt igennem fantastisk menneske. Men Vi skal passe på hende, det ved vi! Hun er heldigvis stadig en ener i hendes færden, både i skolen og blandt venner.

Matias jeg elsker dig og vil kæmpe for en god og rimelig livskvalitet til dig. Du er en fantastisk fyr som fortjener at blive set som den skønne dreng du er.
Vi har kæmpet med læger som bare mener at du har været uheldig. Det kan de ikke sige mere. De må nu hjælpe dig mod en diagnose og en behandling som kan hjælpe dig. For du er IKKE en møgunge, men en fyr som er presset i det liv du lever lige nu. Jeg vil kæmpe for at omverdenen ser dig, ikke at vi skal have medlidenhed, men forståelse for det du og vi som familie gennemgår i disse år. Stor tak til dem som ser Matias som han er, en skøn fyr der kæmper, vi har skrevet jer ind i vores hjerter.
Martine jeg elsker dig, du må gerne være min møgunge engang imellem. Det er du i din gode ret til, når Matias’s sygdom overskygger det liv vi ellers normalt skulle leve.
Tak fordi du læste med – Husk på at Ingen er født som møgunge, og at ordret møgunge er sagt med 100% kærlighed til mine to børn.

Annette Abild Martines og Matias’s stolte mor

Min mand skal også være min kæreste

Mads og jeg er jo gift, jeg var kun 23 år dengang og vi kan næste år fejre vores kobberbryllup sammen. Han er min kære ægtemand, når han støtter mig, hjælper mig op igen på de mørke dage, han er min bedste ven, når han lytter til mig og prøver at forstå mig, han er mit panserglas, når han beskytter mig de gange jeg er utryg og svag, han er mine børns far, når der skal børstes tænder og smøres madpakker om morgenen og så er der selvfølgelig også de gange, hvor han bare er en møghamrende irriterende nar, for vi har da også vores uenigheder i ægteskabet og mine migræneanfald sætter også sine spor i forholdet, når de lange anfald dræner os for energi.
Men den vigtigste rolle, som egentlig nok er hovedrollen i den her opsætning er, når han er min kæreste, min skønne kæreste, når der skal hygges, forkæles, flirtes.
Vi har de sidste 5 år været i Hamburg 1-2 gange om året, det er vores pause fra dagligdagen og fra børnene, her er vi ikke mand og kone eller mor og far, men bare Mads og Marie. Vi får her tid til, at minde os selv på hinanden, se hinanden, nyde hinanden og være sammen uden afbrydelser.

Derfor er det skønt, at have muligheden for at tage afstand til de daglige rutiner og prøve at forbygge de episoder, hvor vi skændes og smækker med dørene og blive fuldt opladet igen.

Som en lille sideindskydelse så bryder jeg mig meget lidt om overraskelser og uforsiglighed, derfor er det også det samme skønne hotel, vi bor på, den samme hyggelige italienske restaurant vi spiser på, næsten de samme gader vi går på og de samme butikker vi handler i, af den simple grund, at forebygge mit humør, selve utrygheden i at vide, at jeg ikke ved noget, at jeg ikke har kontrollen, gør mig urolig og usikker og meget gal og skuffet på mig selv hvis noget går galt eller ikke bliver som forventet.
Selv gaver til jul og fødselsdage pakker jeg op i smug,for at pakke dem ind igen bagefter, så jeg har styr på min reaktion senere.
På vores ture kommer Mads dog ofte med nye, men små, input og som regel bliver jeg dog positiv og glædeligt overrasket.
Så ja, jeg ved allerede nu, at jeg igen til april næste år skal til Hamborg, bo på det samme skønne hotel, besøge den samme hyggelige italienske restaurant, shoppe i de samme butikker og skal nyde fridagene med den samme mand og jeg glæder mig.

Tanker fra en pårørende, del 3

Jeg prøvede sidste år, at sætte ord på et af mine migræneanfald “Migræne, som den føles, som den mærkes,som den er” Her
Nu har Mads prøvet, at beskrive det samme anfald, men set med hans øjne, hvad han følte og hvad han tænkte.
Tanker fra en pårørende – På sidelinjen er jeg, som pårørende desværre ret ofte vidne til Maries migræneanfald. Anfaldene har som skrevet i et tidligere indlæg ganske ofte en stor indvirkning på os som famile, dog uden (efterhånden) de store bekymringer. Og så alligevel, en torsdag aften, som så mange andre, jeg kommer hjem fra arbejde omkring kl. 17:00, så har vi lige en halv time inden Marie skal ud af døren, i dag til Viborg. Marie har igen den migræne, desværre ikke noget nyt, men hun plejer jo at klare det, så ingen grund til bekymring…den kom så senere…Vi, Marie og jeg har en stiltiende aftale om, at hun altid ringer, når hun er på vej hjem igen, det gør hun også denne torsdag, men der er noget galt, hendes stemme lyder forpint, meget forpint og jeg kan høre hun forsøger at skjulde, hvor ondt hun har… hun er forvirret og noget uklar i hendes tale. Straks begynder min alarmklokker at ringe, det her er ikke godt…jeg får hende overtalt til at finde et sted og holde ind. Hun skal blive der indtil jeg kommer(vil jo gerne ha’ hende hel hjem). I samme øjeblik vi har lagt på ringer jeg til mine forældre, som jeg (vi) er så heldige kun bor 500 meter fra os, beder dem hjælpe, mor kan sidde ved børnene, far kan køre mig. Tror det tog dem 5 min at komme, men hold op, hvor var de lange, nåede imellemtiden at finde tæppe, Maries uundværlige hovedpude og en cola frem og huskede også lige pillerne i farten.. far og mor kommer ind af døren og far og jeg kører i rask tempo afsted, turen tager ca. 20 min. Og hvis jeg syntes det tog lang tid inden mine forældre kom, så forstil jer køreturen. Vi kommer frem og jeg får Marie over på passageresæddet, hun bliver pakket ind i et tæppe, får puden under hovedet og et par piller inden vi kører stille og roligt hjem – kommer hjem og får støttet Marie ind og op på første sal, hvor soveværlset er, i seng med hende. God Nat min elskede, sov godt, pillerene virkede nu, Marie havde fået fred for migrænen i dag. Takkede mine forældre endnu engang for hjælpen, hvad jeg gjort hvis de ikke havde været tæt på? Vil gætte på oplevelsesen, at se hvor påvirkede Marie er/var chorkerede mine forældre en smule. Ingen kan forstille sig, hvor meget migrænen påvirker og gør før det opleves.
Mads

Tanker fra en pårørende – piller eller ej

Som skrevet i et tidligere indlæg er jeg til tider måske lidt hurtig til at tage en pille eller to engang imellem,læs indlægget Her Sandheden er nok, at det øger min fornemmelse for livskvalitet, jeg har mere overskud til dagen og til familien , jeg er mere glad og jeg sover meget bedre. Men som jeg også skrev tidligere arbejder jeg på at trappe ud, ihvertfald trappe ned. Mads har i alle disse år egentlig ikke kommenteret det udover de gange jeg selv har bragt emnet op. Men forleden dag sendte han mig denne tekst, den overraskede mig egentlig lidt, jeg troede ikke at det var noget han havde en holdning til eller interesse i….

Migrænen har som nævnt tidligere en kæmpe indflydelse på vores liv…og som tidligere nævnt har det faktum, at vi har lært at leve med migrænen, gjort en kæmpe forskel på hvordan vi, som familie og par fungere i dagligdagen. En ting har jeg dog meget svært ved af finde ud af, hvad jeg skal mene om og hvordan jeg skal agere i forhold til indtaget af piller, hvilket til tider, er meget stort og jeg vil tro det er for stort til tider. Men hvordan skal jeg vurdere hvornår pillerene er nødvendige og hvornår pillerene blot er en trøst, en vane, dårlig vane vel og mærket… Naturligvis kan jeg efterhånden også godt se hvornår hovedpinen eller migrænen er på vej eller tilstede og der stiller jeg ikke spørgsmålstegn, jeg burde nok en gang imellem, men hvor er det ikke nemt i situationen, at sige nej, tror ikke det gør dig godt, Marie, så spring lige den eller de piller over, det sker ikke, ikke i min verden. Hånden på hjertet, så lukker jeg nok ganske ofte øjene for et overforbrug af piller, hvorfor, simplet fordi det hjælper mig, det gør min dag nemmere, når Marie ikke ligger med hovedpine..

Tanker fra en ægtefælle/pårørende

Tanker fra Mads – Nu har vi været så heldige, at Marie har haft fri i snart 2 måneder fra jobbet og jeg vil da ønske, at jeg kunne tjene en smule mere, så hun ikke behøvede at ta’ afsted, men i stedet kunne koncentrere sig 100% om de ting som hun brænder for. Sådan er vi sikkert mange ægtefæller der har det af den ene eller anden årsag. Mit ønske bunder i, at jeg kan se hvordan Marie trives, ja, nærmest blomstre når hun ikke er forpligtet overfor andre end sin familie og sig selv. Vi har nu snart haft 2 måneder uden de helt store migræneanfald, og jeg vil hellere end gerne arbejde nærmest dobbelt så meget, hvis indtægten fulgte med, så vi havde nok i en indkomst… måske den dag kommer, hvor jeg kan dygtiggøre mig yderligere, bruge noget tid på skolebænken, så der kan komme nogle papirer, der kan berettige en højre løn. Indtil nu har det ikke rigtig været en mulighed, men nu begynder børnene at havde en alder, hvor de er mere selvhjulpende. Dermed vil det være en mulighed at påbegynde noget aftenundervisning…..lige pludselig lykkes det. Vi skal jo heldigvis være mange år endnu på arbejdsmarkedet…så det er aldrig for sent.

Og det var julen

Julen bliver nu aldrig en højtid jeg kommer til at holde helt vild meget af. Jeg er en kontrolfreak, især op til jul, og med det mener jeg julegaveindkøb. Hvert år til jul kommer migrænen, men jeg vælger at prøve at forebygge et migræneanfald ved selv at købe julegaver til ungerne fra de fleste medlemmer i familien. Tanken om, at jeg skal bytte gaver i overfyldte butikker, vil jeg så vidt muligt gerne undgå. Især problematikken i at mangle et byttemærke eller en bon. Så arbejdsfordelingen herhjemme står på, at jeg står for alle gaverne til Mads og ungerne og også gerne til mig selv, mine svigerforældre har jeg dog ikke fået overtalt helt endnu og de har bestemt også lært, at jeg ikke skal have min gave indendørs, før den skal under træet.
Jeg plejer gerne altid at åbne mine gaver før jul, så jeg er forberedt på indholdet.
Men julen er nu ovre, den blev fejret hjemme i hyggelige omgivelser sammen med min mor, gaverne var pakket op og ris a la manden var spist inden halv ni, så vi havde god tid til at bygge lego politi og playmobil børneklinik på spisebordet.
Nu er vi trætte herhjemme og har siden 1.juledag været nedlagt med sygdom, ihvertfald Mads, Wigga og jeg selv. Desværre har migrænen også været på besøg og naiv som jeg var, troede eller håbede jeg, at lagret af smertestillende var fyldt op. Men jeg løb allerede tør den 23. december om aftenen, så kun morfinpillerne lå der og kiggede på mig som de eneste i skabet 2. Juledag og få timer efter lå jeg med hovedet ned i skraldespanden og kastede op….De sidste par piller kan nu få lov at blive meget ensomme i det skab.
Nu har vi juleferie, Mads har fri. Nytårsaften skal vi fejre hjemme i år – bare os 4.

Vibeke – gæsteblogger

Jeg har været så heldig, at få besøg af endnu en gæsteblogger. Vibeke har været så sød at dele sin historie om “Migræne/ Kronisk hovedpine på arbejdsmarkedet” emnet fra emneuge 1, men hendes historie fortæller også en hel del om emneuge 2,”Migræne, kronisk hovedpine eller anden kronisk lidelse og familien – om at være mor og hustru med smerter.
Velkommen til Vibeke, 35 år, gift og mor til to. Hun har haft migræne/ Kronisk hovedpine i 6 år og har været sygemeldt 1 år – Hun er nu i et ressourceforløb.

En dag uden klapsalver – endnu en

Godmorgen det er tid til at stå op. Min mand står klar med strøjet skjorte, nyvasket og nybarberet og selvom jeg ved at han lige er stået op for 20 min siden, forekommer det mig, at han allerede er foran på point igen her til morgen. I sengen ligger min 7-årige pige og min 5-årige dreng, vi strækker os og begynder at gnide søvnen ud af øjnene. Jeg mærker efter, jo den er der endnu, min følgesvend, min uønskede gæst, mit familiemedlem der ikke vil gå hjem fra festen – hovedpinen.
Jeg var ellers gået tidligt iseng igår og havde lavet afspænding, problemet var bare at hovedpinen ikke var dalet i styrke som den ellers indimmellem gør, når jeg laver afspænding. Så kl. halv et stod jeg op og tog en triptan, drak noget vand og gik i seng igen. Men her til morgen er der ingen bedring at spore. Det er en af de dage. En af dem hvor hovedpinen har taget permanent ophold. Jeg tager et par dybe indåndinger og sætter mig forsigtigt op på sengekanten, udemærket bevidst om at stillingsskiftet vil sende en strøm af blod til hjernen, hvilket betyder en dunkende forværring i den i forvejen tunge hjelm.
Det lykkes mig at komme i tøjet og få ungerne til at begynde på deres påklædning uden de store konflikter, pyhh – havde ikke kunnet håndtere konflikter nu. Ned af trappen til stueplan, hvert skridt føles som et jagende stød i mit ømme kranie. Dybe åndedræt. Det er december og vi gør morgenstunden hyggelig, stearinlys og højtlæsning. Ungerne lytter interesseret og der er en god stemning. Pyhh – havde ikke kunnet klare skænderier og ubeslutsomhed omkring morgenmaden i min tilstand.
Ungerne kommer afsted med madpakker, som min mand har smurt, de har fået børstet tænder, redt hår og fået det nødvendige varme tøj og skoletasker med ud af døren, stadig uden konflikter – pyhhh. Jeg tror at jeg har bidraget med en tiendedel, mens min mand har klaret resten og så tager han også lige afleveringen.
Når de er gået, har jeg lige et kvarter inden, jeg skal sidde ude i bilen for, at være fremme på mit arbejde til tiden. Jeg gør mig færdig og sætter mig i sofaen for at trække vejret. Tvivlen meldte sig allerede tidligere. Kan jeg præstere noget idag? Det skal jeg jo, for idag har jeg status på min del af projektet. Jeg skal fremlægge for min leder hvad jeg er kommet frem til og give en ide om hvornår vi kan aflevere min del. Min hovedpine har fået en stemme her på det seneste efter at jeg har været sygemeldt i et halvt år og den siger klart og tydeligt at jeg skal ringe om melde mig syg.
Men jeg vil jo så gerne gøre det godt i mit ressourceforløb. Måske er der mulighed for et flexjob efter forløbet, hvis det jeg ender med at blive bevilget. Og jeg har gjort alle forberedelserne, jeg skal bare ind og sætte det sammen i en powerpointpræsentation og hente de sidste prisdata fra forhandlerne. Jeg stabler mig på benene og ryster den sidste tvivl af mig, mens jeg tager jakke på og støvler (dem uden snørrebånd, jeg skal ikke bukke mig ned idag) og sætter mig ud i bilen. Dybe vejrtrækninger og frisk luft i bilen hele vejen. Det skal nok gå. Det skal nok gå. Det skal nok gå.
På arbejdet er der ingen klapsalver og anerkendelse over at jeg nåede så langt idag, heller ikke idag. Til gengæld et venligt ”godmorgen” og ”der er kaffe på kanden”- det er også værd at tage med. Jeg fortæller hurtigt at jeg ikke har haft den bedste nat, og at hovedpinen er slem idag. Det er vigtigt at melde ud, så de forstår hvorfor jeg er lidt stille.
Jeg fordyber mig i opgaven og lader hovedpinen træde i baggrunden. Omkring frokosttid kommer min chef ræsende ind af døren. Hun har været på kundebesøg hele formiddagen og er tydeligvis stresset. Hun er højlydt og bestemt i sin jargon. Hej Vibeke, vi skal også ha set på det projekt over frokost, men det bliver lidt hurtigt, for jeg skal ud af døren igen. Jeg får sagt ja jo og vidst ikke så meget mere, før hun er videre i en telefonopringning.
Vi spiser frokost hvor jeg gør noget ud af at fortælle igen, at det har været en svær nat og at hovedpinen er slem idag. Kort tid efter, gør jeg klar til at præsentere mine resultater. Hun læser det hurtigt igennem og finder nogle kritikpunkter, fortæller hvordan en slide skal gøres mere spiselig og slutter så af med et skarpt, har du flere spørgsmål? Vi skal også til at være færdige med det her, så vi kan få det afleveret.
Ja jo, jeg får ikke sagt mere før hun er ude af døren og jeg kan høre hende sige til min kollega at det gider hun ikke spilde tid på, når det ikke er mere færdigt. Jeg står tilbage med en følelse af utilstrækkelighed, dårlig samvittighed og en dårlig smag i munden. Tårene vælder op i øjnene og jeg synker en klump på størrelse med fælledparken. Men jeg kender godt den følelse, og skynder mig at sige til mig selv, at det da var flot at jeg overhovedet kom ud af sengen imorges og hvad havde hun egentlig forventet. Jeg har været der i tre uger 15 timer om ugen og så skulle der ligge et færdigt projekt. Jeg lover mig selv at tale forventningsafstemning med hende næste gang vi ses. Der går ikke 5 minutter før hun er ude af døren igen. Videre til næste kundemøde. Jeg overbeviser mig selv om at det var hendes stress, der talte til mig og ikke hendes medmenneskelighed og dygtige lederegenskaber. Jeg ved jo, at hun godt kan, det bliver nok næste gang.
Der bliver rettet slides og tilpasset formuleringer og så er tiden gået. Nu skal jeg hjem og hente mine unger, handle ind, lave aftensmad, se julekalender med ungerne bade og putte forhåbentlig uden de store konflikter… Og så… Måske lidt alenetid med min mand, hvis ikke jeg er for træt. Ellers kan jeg jo gå tidligt i seng igen, måske bliver imorgen en bedre dag. Det håber jeg.

Det lykkes – så langt, så godt

Så nåede Mads og jeg vores 11 års bryllupsdag – 20. november og den er vel overstået med en fantastisk tur til Hamborg. Min mor var så sød, at komme til Randers fra Frederikshavn og passe børnene. Jeg har ikke turde at nævne turen eller egentlig tænke på den, på trods af 10 år har vi endnu ikke haft muligheden for at fejre dagen – enten har jeg haft migræne eller været plaget af graviditeter. Men nu lykkes det og vi havde et par fantastisk dage i Hamborg og ikke mindst i bilen dertil og fra. (jeg havde dog migræne fra morgenstunden, tog et par pinex, kodipar og en migard i bilen og sov en times tid) Vi boede, som vi plejer på Hotel Radisson, denne gang var vi så heldige at få værelse på 20. etage med udsigt ud over Hamborg.
Vi fik shoppet, især julegaver til børnene og vi fik rigtig god mad på en hyggelig lille italiensk restaurant – den ligger i en kælder og der er bestemt ikke meget plads, men atmosfæren er fantastisk og stemningen så autentisk.
Dog blev der hellere ikke denne gang tid til at være kulturelle og gå på museum, selv om det står på vores TO DO liste hver gang;) men måske næste gang.
For at mindes og selvfølgelig fejre dagen faldt vi over denne bronze figur, som bare passede så perfekt til dagen, især titlen “Geschafft”. oversat til dansk “lykkes”. vi har gennem årene skam haft vores uenigheder, vi har skændtes vi har råbt, og vi har grædt, men vi vil og kan hellere ikke undvære hinanden, vi har for meget historie bag os og det er netop det, denne fine lille bronze mand nu skal minde os om hver dag de næste 11 år igen.20151125_121652

Trods de mange besøg til den tyske storby, blev jeg denne gang præsenteret for en, for mit vedkommende ny butik, ikke så langt fra hotellet Witty Knitters. Jeg fandt her eller det var vist Mads der fandt den, en lækker frakke, endda på udsalg – den bliver jeg lige nødt til at vise jer.
Jeg har fået kontakt til et par søde piger/damer der til “Emneuge 1”, de næste par uger ønsker at være gæstebloggere. Jeg kan forhåbentlig præsentere dem for jer senere på ugen.

God dag til alle

Ugens rapport – børn, familie, ægteskab og migræne

Ja, så er det fredag igen. Njord har haft et par dage hjemme fra børnehaven, han havde et lille uheld derover i puderummet og slog hul ved øjet….IMG_20151103_110833
Jeg fik sidste uge taget skarp ved lægen (den 3 årige undersøgelse for livmoderhalskræft) Jeg kunne få svar om 4-6 uger af egen læge. Derfor blev jeg noget forvirret/ nervøs, da jeg allerede onsdag modtager brev med posten fra Region Midtjylland – testen var gudskelov normal. Men til alle jer kvinder derude, husk at benytte jer af tilbuddet om at få taget denne test, jeg hader det selv noget så inderligt og for at være ærlig så hang min indkaldelse da også på køleskabet i 7 måneder inden.
Mads og jeg bestilte i går vores halvårlige kærestetur til Hamborg, denne gang faldt datoen perfekt sammen med vores 11 års bryllupsdag den 20. November. Mormor kommer ned og passer børnene, og det er helt ok med ungerne, for som Wigga siger…så kan du jo godt huske, Njord, at så plejer vi at må få alt….. 😉
Jeg har haft overskud og været lidt krea ude i værkstedet denne uge, både med spraydåser, beton og maling. Det har gjort Mads så glad – for når jeg har overskud, har Mads overskud;)
IMG_20151106_092436
Magnesiumkuren er på 3 uge, jeg fornemmer måske efterhånden en virkning – det vil jeg lige vende tilbage til når vi runder 1 måned.
Men der er store fremskridt i udtrapningen af kodipar (codein) dosis er nu halveret og abstinenser er ved at fortage sig.
Jeg vil ønske alle en god fredag og en dejlig weekend.

I medgang og modgang

Nu nærmer vi os snart 11 års ægteskab, Mads og jeg. Jeg må indrømme, at jeg til tider har tvivlet på os, og gør det stadig i ny og næ. Jeg har ændret mig meget siden jeg mødte Mads for 14 år siden og nok også en hel del mere end ham – jeg har haft en del med i bagagen, som jeg gennen årene har haft muligheden for at bearbejde. Men når Mads og jeg er sammen alene, på ture, ude at spise, eller bare alene hjemme i hver sin ende af sofaen så er vi fantastiske sammen, vi hygger, vi taler, vi griner og vi er kærester, men mange hverdage med udfordringer udtømmer os for energi. Nogen gange kæmper vi ikke engang for hinanden, sætter bare vores tro til de få ord “det skal nok gå” men hvad skal nok gå – skal det nok gå i stykker, gå i orden, gå på plads….. Men vi vælger at fortsætte, derfor at vores kærestetid også så vigtig at prioritere – at vi engang imellem bare er Mads og Marie og ikke kun mor og far. Vi er faldet for Hamborg og har de sidste 4 år taget turen dertil i bil, overnattet på hotel og ellers gået på shopping hånd i hånd. Vi var sidst afsted i august, men håber på endnu en tur til vores bryllupsdag i november.