Kategoriarkiv: Børn

Når det er et barn der er syg

Jeg kender denne fantastiske familie, der hver dag kæmper for sig selv, for hinanden og for deres 4 årige dreng/lillebror der ofte er syg.
Jeg har fået lov til at dele denne gribende historie fortalt af en mor om hendes tanker, om hendes søn der er syg og om en familie på 4 der trods udfordringer skal få hverdagen til at fungere.
Den kommer her….

Ingen fødes som møgunge!

Man bliver det man udsættes for. Man bliver den person man formes til af de ting man oplever igennem livet. Især de første leveår sætter sig dybt i din personlighed. Vi er alle født med et rent sind. Sindet former sig igennem livet.
Matias blev født på en dejlig Sankt hans dag 2013. Han var ønsket, endog meget overvejet inden han blev til. Han skulle indgå i vores familie på 3 Far, mor og storesøster på dengang 6 år.

Enebørn som kun har et barn, det går ikke, eller gør det? Martine har jo ingen når i er væk!? Nej ingen søskende, ingen moster eller onkel. Ingen kusiner eller fætre. Nej der er faktisk ingen når begge ens forældre er enebørn. Men skal man “lave” en lillebror bare for det!? Når vi nu ellers har det godt os 3. Ja vi prøver blev konklusionen. Vi havde alle rammer til et barn mere. Kærlighed at give. Martine vores første fødte var et pragteksemplar. Så hvorfor ikke få en mere, en som ville give Martine og vores fremtid mere mening og ro.

Den dag Matias så lyset for første gang, blev vi overvældet over denne lille fyrs rolige gemyt. Sammenlignet med Sin søster som var iltet Af temperament. Lå han roligt hos sin mor, efter kejsersnittet. Han lå endda og ventede på mors mælk,længere end normalt, da hans mor skulle igennem en lille operation straks efter kejsersnittet. Han sagde ikke en lyd. Han lå bare smuk og rolig i sin fars arme.

Første gang han skulle klædes af og have nyt fint tøj på, lå han også bare og kiggede rundt. Rolig og nem. Langt fra en møgunge.

Det første halve år af Matias’s liv forløb stille og roligt. En mild og smuk dreng havde vi fået. Det tog lige lidt at starte forfra igen, men alt i alt var der idyl i vores familie på 4. Mor, far, Martine og milde Matias.

Da Matias var 9 måneder begyndte han i dagpleje. Vi var så heldige at få en fantastisk dagplejemor som hvis det ikke havde været for hende, ja så ved jeg ikke hvordan vi var kommer igennem disse år. Matias fik hurtigt sin første infektion., da han kom ud i bakterierne blandt de andre dagplejebørn. Jeg husker og kan se i min dagbog. At han har haft feber og snot cirka 1 måned efter han startede i dagpleje.
Herefter er fulgt 32 luftvejsinfektioner. Et utal af antibiotika behandlinger. Lungesug, indlæggelser, blodprøver, mange former for medicin. Masker morgen middag og aften. I årene imellem 1-3 var vi vågne om 2 -5 gange om natten hver dag. Fordi Matias altid hoster og har så meget slim han skal af med. Han sveder så vi må skifte senge tøj. Han får nældefeber når han er i antibiotikabehandling. Hvis vi får stillet hosten med masser af glas vand i løbet af natten. Ja så tisser han ofte i sengen, trods det at han har været renlig siden han var 3.
Når man har nætter som disse så bliver man et levende lig. Man ejer ikke overskud og kan ikke modtage ret mange ordre. Man vil helst at det går efter ens hoved. Jeg var så slidt i denne periode. Nu er han heldigvis større og vi kan komme bedre igennem de hårde nætter. Dem er der stadig overvejende mange af. Man er træt som voksen når man ikke får sin søvn! Når man er barn er man bare helt umulig.

Når et barn er både syg og på antibiotika næsten altid. Ja så er det at man efter en årrække går hen og bliver en møgunge.

En møgunge, som fordi man er træt ryger i konflikter konstant. En møgunge, som har dårlige manerer fordi man altid har fået lov at spise hvor, hvad og hvornår man vil – bare man spiste. Hvis ikke vi havde været så priviligeret. At vi havde en Au pair pige, som stort set brugte alt sin tid på at håndfodre Matias i de 2 år hun var hos os. Ja så havde Matias været skind og ben. Istedet blev han En møgunge, som ikke har haft de samme grænser fordi man har måtte gå igennem en masse overgreb til at tage medicin, temperatur , lungesug, blodprøver osv. Vi har bare ikke har haft overskud til at opdrage eller blive opdraget på samme måde som storesøster blev det.
En møgunge som er sur og bitter over aldrig at kunne det man gerne vil, men ikke kan sætte ord på det.
En møgunge som kun kan være i børnehaven 4 timer hver dag, fordi han simpelhen ikke kan klare mere fysisk.
En møgunge som aldrig kan udfolde sig soicalt som andre børn på hans alder. Så er det bedre med negativ kontakt, istedet for ingen.
En møgunge som sparker og skriger når han skal afleveres i børnehaven. Fordi han aldrig får en ordentlig rytme, før han igen er syg og skal starte forfra med at blive “kørt” ind i børnehaven.
⁃ og sådan kunne jeg blive ved.
Men en ting er sikkert. Matias blev født mild, smuk og dejlig.
Hans skæbne har gjort ham til en presset dreng, en møgunge. Han er noget af det mest kærlige barn man kan tænke sig. Han er høflig og han er gavmild. Men når fysikken svigter, svigter hans overskud og han er en helt anden. Han taler grimt, han slår sine nærmeste, som han ellers elsker overalt på jorden. Han har aldrig imens han kan huske prøvet at være helt frisk. Han har aldrig været uden antibiotika i mere end 4 uger. Så han er blevet en dreng men mange sorte dage. En dreng som hver dag han kan huske, er blevet tvunget til at tage masker, usmagelig mediciner. En som hoster så meget at han kaster op om natten. Vi kan kun håbe på en diagnose , vi frygter den ikke. VI frygter kun at han skal forblive i dette helvede lang tid endnu.

Når jeg i dag møder en møgunge, så har jeg lært at stoppe op. Lige at tænke over, at netop dette barn er blevet som det er af en eller anden grund. Manglende opdragelse, diagnoser, skilsmisser eller sygdom. Der kan være mange faktore som spiller ind.
Men giv alle møgunger en chance, de har nok om nogen brug for den. Da ingen er født sådan!

Til tider bliver storesøster også en være møgunge. Ikke fordi hun ønsker det, men fordi hun bare ikke kan klare mere. Hun lider et afsavn af umenneskelig størrelse. Hun har fået taget sine forældres fokus væk fra sig. Hun må altid trække sig når det hele bliver svært for hendes lillebror. Sådan er det at leve med en syg søskende. Især når der ingen diagnose er, ja så er der bare ikke meget hjælp at hente. D 6 december led Martine et virkelig stort tab. Vi havde købt en rejse til Dubai. Opfordret af læger, som igen ikke har set hvor syg og hårdt ramt Matias er. Det var dømt til at mislykkedes! Men vi ville prøve at rejse på ferie, bare os 4. Prøve at give Matias varme og Martine en oplevelse uden at sygdom skulle fylde. Vi havde forberedt os så godt vi kunne. Martine og far skulle være et team på rejsen. De skulle tage sig af kufferter osv. Imens jeg skulle koncentrere mig om at få Matias godt igennem rejsen. Martine tog det hele meget seriøst. Hun glædede sig så meget til turen, hun havde fået ny rejsetaske, ny bikini og havde for første gang selv pakket hendes ting.
Dagen før vi skulle afsted begyndte Matias at hoste mere igen. Vi talte om hvis nu det bliver værre hvad så? Vi var meget nervøse. Men vi besluttede at Martine ikke skulle vide noget om denne bekymring. Om natten inden vi skulle rejse, blev Matias mere syg. Han fik igen feber og mere hoste. Vi havde så svært ved at tage en beslutning. Skulle vi igen skuffe Martine og tage hensyn til Matias? Vi vækkede Martine tidligt og hun anede ingen uråd. Vi pakkede bilen og kørte mod Kastrup. I bilen blev Matias som sad sammen med mig på bagsædet mere og mere skidt. Jeg ringede til SOS rejseforsikring, og fik fat i en sygeplejerske. Imens vi talte sammen hostede Matias så meget,at han kastede op. Sygeplejersken tog herefter beslutningen. I må stoppe, I må vende om. Han kommer aldrig ombord på flyet og han kan ikke klare 6 timer i den form for ilt. Som der er inde i et fly. Vi var lettede. Men Martines verden brød sammen, som hun sad der på forsædet klar til at rejse til Dubai med sin nye taske. Hun var så skuffet. Hun græd og græd. Hun havde på intet tidspunkt tænkt på at rejsen var i fare. Som hun sagde bagefter: ”Han hoster jo altid.”
Hun er heldigvis stærk og et helt igennem fantastisk menneske. Men Vi skal passe på hende, det ved vi! Hun er heldigvis stadig en ener i hendes færden, både i skolen og blandt venner.

Matias jeg elsker dig og vil kæmpe for en god og rimelig livskvalitet til dig. Du er en fantastisk fyr som fortjener at blive set som den skønne dreng du er.
Vi har kæmpet med læger som bare mener at du har været uheldig. Det kan de ikke sige mere. De må nu hjælpe dig mod en diagnose og en behandling som kan hjælpe dig. For du er IKKE en møgunge, men en fyr som er presset i det liv du lever lige nu. Jeg vil kæmpe for at omverdenen ser dig, ikke at vi skal have medlidenhed, men forståelse for det du og vi som familie gennemgår i disse år. Stor tak til dem som ser Matias som han er, en skøn fyr der kæmper, vi har skrevet jer ind i vores hjerter.
Martine jeg elsker dig, du må gerne være min møgunge engang imellem. Det er du i din gode ret til, når Matias’s sygdom overskygger det liv vi ellers normalt skulle leve.
Tak fordi du læste med – Husk på at Ingen er født som møgunge, og at ordret møgunge er sagt med 100% kærlighed til mine to børn.

Annette Abild Martines og Matias’s stolte mor

Min mand skal også være min kæreste

Mads og jeg er jo gift, jeg var kun 23 år dengang og vi kan næste år fejre vores kobberbryllup sammen. Han er min kære ægtemand, når han støtter mig, hjælper mig op igen på de mørke dage, han er min bedste ven, når han lytter til mig og prøver at forstå mig, han er mit panserglas, når han beskytter mig de gange jeg er utryg og svag, han er mine børns far, når der skal børstes tænder og smøres madpakker om morgenen og så er der selvfølgelig også de gange, hvor han bare er en møghamrende irriterende nar, for vi har da også vores uenigheder i ægteskabet og mine migræneanfald sætter også sine spor i forholdet, når de lange anfald dræner os for energi.
Men den vigtigste rolle, som egentlig nok er hovedrollen i den her opsætning er, når han er min kæreste, min skønne kæreste, når der skal hygges, forkæles, flirtes.
Vi har de sidste 5 år været i Hamburg 1-2 gange om året, det er vores pause fra dagligdagen og fra børnene, her er vi ikke mand og kone eller mor og far, men bare Mads og Marie. Vi får her tid til, at minde os selv på hinanden, se hinanden, nyde hinanden og være sammen uden afbrydelser.

Derfor er det skønt, at have muligheden for at tage afstand til de daglige rutiner og prøve at forbygge de episoder, hvor vi skændes og smækker med dørene og blive fuldt opladet igen.

Som en lille sideindskydelse så bryder jeg mig meget lidt om overraskelser og uforsiglighed, derfor er det også det samme skønne hotel, vi bor på, den samme hyggelige italienske restaurant vi spiser på, næsten de samme gader vi går på og de samme butikker vi handler i, af den simple grund, at forebygge mit humør, selve utrygheden i at vide, at jeg ikke ved noget, at jeg ikke har kontrollen, gør mig urolig og usikker og meget gal og skuffet på mig selv hvis noget går galt eller ikke bliver som forventet.
Selv gaver til jul og fødselsdage pakker jeg op i smug,for at pakke dem ind igen bagefter, så jeg har styr på min reaktion senere.
På vores ture kommer Mads dog ofte med nye, men små, input og som regel bliver jeg dog positiv og glædeligt overrasket.
Så ja, jeg ved allerede nu, at jeg igen til april næste år skal til Hamborg, bo på det samme skønne hotel, besøge den samme hyggelige italienske restaurant, shoppe i de samme butikker og skal nyde fridagene med den samme mand og jeg glæder mig.

Børn – at sove ude, men savne det derhjemme

Vi er netop hjemvendt fra camping ved min mor i det nordjyske. Mads havde taget et par dage fri, så vi var hele familien afsted. Wigga er blevet deroppe og det har sådan set altid været meningen, hun var også alene afsted sidste år. Problemet er bare at Wigga har en masse unødvendige tanker der rumsterer i hovedet, allerede dagen før vi skulle hjem, altså igår, brugte hun så mange kræfter og tårer på at være ked af det, på at savne os og opbygge en angst for, at der vil ske os noget mens hun er væk.
Men hun vil hellere ikke give op, vælge det trygge og tage med os hjem. Så hun blev, dog med lidt tårer og savn nu til aften inden hun faldt i søvn. Sidste år måtte vi hente hende grædende hjem flere gange, også efter midnat hos veninder. Vi har derfor igennem det sidste år øvet ved farmor og farfar, dog har Njord været med.
Men hun har planer om først at blive afhentet på fredag, jeg krydser ihvertfald fingere for, at hun får succes.
Har andre gode råd, tager jeg gerne imod;)

Ugens rapport

Ugens rapport – Det er koldt, det er vådt og det er vinter.
Mandag
Mandag startede med, at jeg for en gangs skyld fik taget mig sammen til at stå op med resten af familien, få tøj på og sammen med Mads aflevere Njord i børnehave og Wigga i skole, jeg gik selv hjem med et smut op forbi farmor – hun er afsted på sin vanlige gårtur hver morgen på ca en time, og i mandags var jeg med på sightseeing, en dejlig tur, en lun morgen og hyggeligt selskab. Prisen var dog bagefter en 2 timers middagslur med et par piller.

Vi havde en enorm træls mandag aften til aftensmaden – menuen stod som sådan ikke på noget fancy udover frisk fuldkornsspaghetti, karbonader og hjemmelavet tomatsovs fra weekenden.
Men lige den menu på denne kolde mandag i januar formåede at skabe så meget vrede, så mange tårer og så meget råben. Njord ville ikke komme til bordet og forstod ikke budskabet, at ipaden IKKE skulle stå foran tallerken – med på det tidspunkt en meget forstyrrende tegnefilm på skærmen. Ipaden blev taget fra ham og sat på pause, og så udbrød ulvetimen, dog var det her halvanden ulvetime – han følte sig fuldstændig uretfærdig behandlet og vi gjore ham, som han sagde faktisk ked af det.
Maden det var ulækker, de hadede karbonader, sovsen var stærk og spaghettien ligende orme. Begge blev sendt på værelset til en pause, jeg tror egentlig ikke at Njord på noget tidspinkt så eller rettere valgte, at se alvoren i situationen. Wigga derimod endte jo egentlig frivilligt med at spise halvanden karbonade med spaghetti, så alt det brokken for ingenting. Njord opgav vi desværre, han fik havregryn efter han lige først skulle tabe dåsen på gulvet… men den blev så også serveret med “uden sukker”.
Aftenen endte trods alt hyggeligt, Mads puttede Wigga og jeg Njord, efter jeg på bedste pædagogisk vis forklarede ham, at jeg synes det havde været en træls aften, når alle havde været så kede af det. Vi krammede og jeg fik et kært undskyld, mor.

Tirsdag
Men episoden har åbenbart påvirket dem, for dagen efter, skulle de efter Wigga ønske have pligter i huset, den greb jeg selvfølgelig og vi lavede en fin liste – tirsdag, onddag og torsdag har de fået hver deres opgave til aftensmaden, men det er såmen ikke første gang vi har prøvet sådan en liste, Wigga får altid lavet en flot seddel med afkrydsninger, men de når aldrig at blive udfyldt úgen ud. Nu prøver vi igen, de har i hvert fald været ihærdige.
Vi har desuden lavet en oversigt over regler og konsekvenser – jeg skrev reglerne og ungerne fandt på konsekvenserne. Jeg blev faktisk lidt imponeret over deres egen ide til afstraffelse.
De kommer her:
– hvis man ikke hører efter/gør hvad der bliver sagt = ingen ipad eller tv ( og Njords forslag, man må ikke kigge ud af vinduet på sneen)
– brokker sig over maden = i seng uden aftensmad, vi var dog enige i den undtagelse, at hvis bare man smagte på maden, uden at skabe sig måtte man gerne får noget andet i stedet.
Det kunne i hvert fald være dejligt, hvis den liste kunne gøre en forskel.

Onsdag
Njord har været hjemme fra børnehaven, han valgte at besøge farmor og bage kage. Wigga har for anden gang været afsted til Water Cross i Water and Wellness i Randers, den åbnede sidste år, men jeg har endnu ikke selv været på besøg. Jeg er ikke så glad for vand, hår på gulvet, lugten af klor og mig selv i badedragt.

Torsdag
Ungerne og jeg var sammen med farfar på jagt efter en ny cykel til Wigga, hun cykler i skole hver dag på en cykel der efterhåneden er ved at være meget for lille, vi købte den brugt for 3 år siden til kr 400, så den har tjent sin værneplitg. Hun valgte en fin cykel og endda på udsalg, jeg synes dog stadig, at det er mange penge, når den som cykelhandleren siger, kun er til et år eller 2.
men nu er den bestilt og skal afhentes i dag, fredag.

Jeg vil ønske alle en god weekend, ungerne skal til fodbold i morgen og søndag skal Mads på arbejde med mig som medhjælper.

/MMM

Og det var julen

Julen bliver nu aldrig en højtid jeg kommer til at holde helt vild meget af. Jeg er en kontrolfreak, især op til jul, og med det mener jeg julegaveindkøb. Hvert år til jul kommer migrænen, men jeg vælger at prøve at forebygge et migræneanfald ved selv at købe julegaver til ungerne fra de fleste medlemmer i familien. Tanken om, at jeg skal bytte gaver i overfyldte butikker, vil jeg så vidt muligt gerne undgå. Især problematikken i at mangle et byttemærke eller en bon. Så arbejdsfordelingen herhjemme står på, at jeg står for alle gaverne til Mads og ungerne og også gerne til mig selv, mine svigerforældre har jeg dog ikke fået overtalt helt endnu og de har bestemt også lært, at jeg ikke skal have min gave indendørs, før den skal under træet.
Jeg plejer gerne altid at åbne mine gaver før jul, så jeg er forberedt på indholdet.
Men julen er nu ovre, den blev fejret hjemme i hyggelige omgivelser sammen med min mor, gaverne var pakket op og ris a la manden var spist inden halv ni, så vi havde god tid til at bygge lego politi og playmobil børneklinik på spisebordet.
Nu er vi trætte herhjemme og har siden 1.juledag været nedlagt med sygdom, ihvertfald Mads, Wigga og jeg selv. Desværre har migrænen også været på besøg og naiv som jeg var, troede eller håbede jeg, at lagret af smertestillende var fyldt op. Men jeg løb allerede tør den 23. december om aftenen, så kun morfinpillerne lå der og kiggede på mig som de eneste i skabet 2. Juledag og få timer efter lå jeg med hovedet ned i skraldespanden og kastede op….De sidste par piller kan nu få lov at blive meget ensomme i det skab.
Nu har vi juleferie, Mads har fri. Nytårsaften skal vi fejre hjemme i år – bare os 4.

Juleshopping

7 timers shopping og vi er atter hjemme igen, en hyggelig dag på restaurant og juice på den nyåbnede Joe and the Juice i Randers, dog ingen julegaver købt, før vi, inden turen gik hjemad, lige kørte forbi toysrus.
Njord har været i kirke denne uge med børnehaven, så også i dag var det store samtaleemne, Jesus. Han kan simpelthen ikke forstå, at når nu han kunne gå på vandet og kunne magi, hvorfor kunne at så bare ikke forvandle sig til hulk oppe på korset og kæmpe mod alle;)

Fredag igen

Vi nærmer os slutningen på uge 50, med kun 13 dage til juleaften. Det er fredag, vinden blæser og regnen slår mod ruden, men her i stuen hygger vi. For en gangs skyld kan ungerne ligge tæt, de skændes ikke og råber ikke af hinanden. IMG_20151211_201715
Vi har været til juletamtam i børnehaven, et af de sidste julearrangementer for i år.
Jeg er gået på juleferie og har nu fri den næste måned, jeg glæder mig og det sammen gør resten af familien.
Imorgen skal de sidste julegaver købes i Randers, vi tager derind alle 4 og spiser frokost, køber gaver og hygger. Jeg håber det bliver en god dag. God aften til alle.
Og det var så den ro i stuen, Wigga råber og Njord græder….

Vibeke – gæsteblogger

Jeg har været så heldig, at få besøg af endnu en gæsteblogger. Vibeke har været så sød at dele sin historie om “Migræne/ Kronisk hovedpine på arbejdsmarkedet” emnet fra emneuge 1, men hendes historie fortæller også en hel del om emneuge 2,”Migræne, kronisk hovedpine eller anden kronisk lidelse og familien – om at være mor og hustru med smerter.
Velkommen til Vibeke, 35 år, gift og mor til to. Hun har haft migræne/ Kronisk hovedpine i 6 år og har været sygemeldt 1 år – Hun er nu i et ressourceforløb.

En dag uden klapsalver – endnu en

Godmorgen det er tid til at stå op. Min mand står klar med strøjet skjorte, nyvasket og nybarberet og selvom jeg ved at han lige er stået op for 20 min siden, forekommer det mig, at han allerede er foran på point igen her til morgen. I sengen ligger min 7-årige pige og min 5-årige dreng, vi strækker os og begynder at gnide søvnen ud af øjnene. Jeg mærker efter, jo den er der endnu, min følgesvend, min uønskede gæst, mit familiemedlem der ikke vil gå hjem fra festen – hovedpinen.
Jeg var ellers gået tidligt iseng igår og havde lavet afspænding, problemet var bare at hovedpinen ikke var dalet i styrke som den ellers indimmellem gør, når jeg laver afspænding. Så kl. halv et stod jeg op og tog en triptan, drak noget vand og gik i seng igen. Men her til morgen er der ingen bedring at spore. Det er en af de dage. En af dem hvor hovedpinen har taget permanent ophold. Jeg tager et par dybe indåndinger og sætter mig forsigtigt op på sengekanten, udemærket bevidst om at stillingsskiftet vil sende en strøm af blod til hjernen, hvilket betyder en dunkende forværring i den i forvejen tunge hjelm.
Det lykkes mig at komme i tøjet og få ungerne til at begynde på deres påklædning uden de store konflikter, pyhh – havde ikke kunnet håndtere konflikter nu. Ned af trappen til stueplan, hvert skridt føles som et jagende stød i mit ømme kranie. Dybe åndedræt. Det er december og vi gør morgenstunden hyggelig, stearinlys og højtlæsning. Ungerne lytter interesseret og der er en god stemning. Pyhh – havde ikke kunnet klare skænderier og ubeslutsomhed omkring morgenmaden i min tilstand.
Ungerne kommer afsted med madpakker, som min mand har smurt, de har fået børstet tænder, redt hår og fået det nødvendige varme tøj og skoletasker med ud af døren, stadig uden konflikter – pyhhh. Jeg tror at jeg har bidraget med en tiendedel, mens min mand har klaret resten og så tager han også lige afleveringen.
Når de er gået, har jeg lige et kvarter inden, jeg skal sidde ude i bilen for, at være fremme på mit arbejde til tiden. Jeg gør mig færdig og sætter mig i sofaen for at trække vejret. Tvivlen meldte sig allerede tidligere. Kan jeg præstere noget idag? Det skal jeg jo, for idag har jeg status på min del af projektet. Jeg skal fremlægge for min leder hvad jeg er kommet frem til og give en ide om hvornår vi kan aflevere min del. Min hovedpine har fået en stemme her på det seneste efter at jeg har været sygemeldt i et halvt år og den siger klart og tydeligt at jeg skal ringe om melde mig syg.
Men jeg vil jo så gerne gøre det godt i mit ressourceforløb. Måske er der mulighed for et flexjob efter forløbet, hvis det jeg ender med at blive bevilget. Og jeg har gjort alle forberedelserne, jeg skal bare ind og sætte det sammen i en powerpointpræsentation og hente de sidste prisdata fra forhandlerne. Jeg stabler mig på benene og ryster den sidste tvivl af mig, mens jeg tager jakke på og støvler (dem uden snørrebånd, jeg skal ikke bukke mig ned idag) og sætter mig ud i bilen. Dybe vejrtrækninger og frisk luft i bilen hele vejen. Det skal nok gå. Det skal nok gå. Det skal nok gå.
På arbejdet er der ingen klapsalver og anerkendelse over at jeg nåede så langt idag, heller ikke idag. Til gengæld et venligt ”godmorgen” og ”der er kaffe på kanden”- det er også værd at tage med. Jeg fortæller hurtigt at jeg ikke har haft den bedste nat, og at hovedpinen er slem idag. Det er vigtigt at melde ud, så de forstår hvorfor jeg er lidt stille.
Jeg fordyber mig i opgaven og lader hovedpinen træde i baggrunden. Omkring frokosttid kommer min chef ræsende ind af døren. Hun har været på kundebesøg hele formiddagen og er tydeligvis stresset. Hun er højlydt og bestemt i sin jargon. Hej Vibeke, vi skal også ha set på det projekt over frokost, men det bliver lidt hurtigt, for jeg skal ud af døren igen. Jeg får sagt ja jo og vidst ikke så meget mere, før hun er videre i en telefonopringning.
Vi spiser frokost hvor jeg gør noget ud af at fortælle igen, at det har været en svær nat og at hovedpinen er slem idag. Kort tid efter, gør jeg klar til at præsentere mine resultater. Hun læser det hurtigt igennem og finder nogle kritikpunkter, fortæller hvordan en slide skal gøres mere spiselig og slutter så af med et skarpt, har du flere spørgsmål? Vi skal også til at være færdige med det her, så vi kan få det afleveret.
Ja jo, jeg får ikke sagt mere før hun er ude af døren og jeg kan høre hende sige til min kollega at det gider hun ikke spilde tid på, når det ikke er mere færdigt. Jeg står tilbage med en følelse af utilstrækkelighed, dårlig samvittighed og en dårlig smag i munden. Tårene vælder op i øjnene og jeg synker en klump på størrelse med fælledparken. Men jeg kender godt den følelse, og skynder mig at sige til mig selv, at det da var flot at jeg overhovedet kom ud af sengen imorges og hvad havde hun egentlig forventet. Jeg har været der i tre uger 15 timer om ugen og så skulle der ligge et færdigt projekt. Jeg lover mig selv at tale forventningsafstemning med hende næste gang vi ses. Der går ikke 5 minutter før hun er ude af døren igen. Videre til næste kundemøde. Jeg overbeviser mig selv om at det var hendes stress, der talte til mig og ikke hendes medmenneskelighed og dygtige lederegenskaber. Jeg ved jo, at hun godt kan, det bliver nok næste gang.
Der bliver rettet slides og tilpasset formuleringer og så er tiden gået. Nu skal jeg hjem og hente mine unger, handle ind, lave aftensmad, se julekalender med ungerne bade og putte forhåbentlig uden de store konflikter… Og så… Måske lidt alenetid med min mand, hvis ikke jeg er for træt. Ellers kan jeg jo gå tidligt i seng igen, måske bliver imorgen en bedre dag. Det håber jeg.

Marie -tid

Så er der ro i det lille hjem de næste par timer, Mads og ungerne er taget til fodbold i hallen – De træner begge lørdag formiddag. Igår var der fodboldafslutning og i morgen fodboldstævne, og det var så den week.
Nu vil jeg gå i malerværkstedet, og begynde på det store lærred jeg har haft stående derude siden sommeren.
Varmeblæseren er sat til, radioen kører og colaen er fundet frem;) DSC_0968
God lørdag til alle.

Mobning – nej tak

Vi modtog tidligere på ugen en besked fra en forældre på forældreintra, hendes søn har en lidelse der desværre har gjort ham til det ideelle mobbeoffer i klassen. Jeg spurgte Wigga, hvem det var der drillede, selvom jeg måske havde en fornemmelse og jeg spurgte om hun vidste hvorfor han blev mobbet. Hun forklarede og jeg lyttede……men jeg kan jo ikke bytte fodboldkort med ham, når jeg ikke har nogen….det overraskede mig egentlig, at hendes tilgang til det var så afslappet, som “just another day at school”
Til trods for den store opmærksomhed mobning har og har haft i mange år, så er den lige så grusom, hvis ikke værre, som for 25 år siden. Jeg var selv, ligesom mange andre, et mobbeoffer i folkeskolen. Der gik ikke lang tid før den sociale orden var skabt i klassen og vores pladser i hierarkiet var bestemt for de næste 9 år.
Jeg hadede folkeskolen, især i mellemårene/ puberteten, hvor situationen var værst – men for en kort periode blev jeg et “både og” – jeg blev en “offermobber” – i håbet om at få det bedre med mig selv og være en del af (det forkerte) fællesskab. Jeg sårede andre, selvom jeg burde havde vidst bedre.
I mange år havde jeg ondt i maven, ondt i hovedet, græd ofte når jeg kom hjem og så stammede jeg, især når jeg blev nervøs.
Der blev ikke fortalt noget derhjemme – de måtte ikke blive skuffet over mig, især ikke min mor og jeg ville ikke være sladrehank.
– en dag faldt jeg af en hest – en hest jeg passede på gården, jeg har vel været 12 år, et par piger stod og kastede sten efter den, den gik i panik og sat i løb – jeg faldt af. Da mor og Ove kom hjem sad jeg i bryggerset og græd, vi tog på skadestuen – skulderen var gået af led. Men det var bare op på hesten igen, som man siger.

Jeg fandt sidenhen en stor tilfredsstillelse i at skære i mig selv, med kniv eller et glasskår. Jeg ville straffe mig selv og jeg husker det egentlig som en behagelig følelse, en følelse af kontrol og en smerte jeg fortjente, en god smerte.
Mobningen gjorde mig bestemt ikke stærk, den ødelagde tværtimod så meget i så lang tid, og hullet i maven er der stadig. Jeg er bestemt ikke social idag, holder mig helst fra store arrangementer, med mindre Mads er med som backup, stoler ikke på andre og opsøger ikke venskaber. Jeg har det bedst indendørs med nedrullede gardiner og låste døre.
Dengang var børn onde, men dog på et andet niveau, idag er de ondskabsfulde både verbalt, elektronisk, psykisk og fysisk.

Men nu sidder jeg og tænker på den her dreng fra Wigga klasse, han er blevet udstødt af fælleskabet, forhåbentlig kun for en kort tid, ingen vil lege med ham eller sidde ved ham – hans mor har set ham og hørt ham og har oplyst os om situationen. Så skal vi bare være lydhøre og åbne.

-Vi skal opmuntre til lejeaftaler
-Vi må ikke selv tale dårligt om andre børn eller forældre hjemme ved aftensbordet
-Vi skal snakke med vores børn om mobning – om rigtig og forkert
– Og vi skal tage ansvar
Ingen forældre har lyst til at indrømme, at deres barn er en mobber, men det vigtigste er, at vi vil skride til handling, selv når det ikke er vores eget barn der er offeret.
– som barn lære man, som ung tror man, men som voksen ved man (sådan burde det ihvertfald være)