Kategoriarkiv: Hverdag

Når det er et barn der er syg

Jeg kender denne fantastiske familie, der hver dag kæmper for sig selv, for hinanden og for deres 4 årige dreng/lillebror der ofte er syg.
Jeg har fået lov til at dele denne gribende historie fortalt af en mor om hendes tanker, om hendes søn der er syg og om en familie på 4 der trods udfordringer skal få hverdagen til at fungere.
Den kommer her….

Ingen fødes som møgunge!

Man bliver det man udsættes for. Man bliver den person man formes til af de ting man oplever igennem livet. Især de første leveår sætter sig dybt i din personlighed. Vi er alle født med et rent sind. Sindet former sig igennem livet.
Matias blev født på en dejlig Sankt hans dag 2013. Han var ønsket, endog meget overvejet inden han blev til. Han skulle indgå i vores familie på 3 Far, mor og storesøster på dengang 6 år.

Enebørn som kun har et barn, det går ikke, eller gør det? Martine har jo ingen når i er væk!? Nej ingen søskende, ingen moster eller onkel. Ingen kusiner eller fætre. Nej der er faktisk ingen når begge ens forældre er enebørn. Men skal man “lave” en lillebror bare for det!? Når vi nu ellers har det godt os 3. Ja vi prøver blev konklusionen. Vi havde alle rammer til et barn mere. Kærlighed at give. Martine vores første fødte var et pragteksemplar. Så hvorfor ikke få en mere, en som ville give Martine og vores fremtid mere mening og ro.

Den dag Matias så lyset for første gang, blev vi overvældet over denne lille fyrs rolige gemyt. Sammenlignet med Sin søster som var iltet Af temperament. Lå han roligt hos sin mor, efter kejsersnittet. Han lå endda og ventede på mors mælk,længere end normalt, da hans mor skulle igennem en lille operation straks efter kejsersnittet. Han sagde ikke en lyd. Han lå bare smuk og rolig i sin fars arme.

Første gang han skulle klædes af og have nyt fint tøj på, lå han også bare og kiggede rundt. Rolig og nem. Langt fra en møgunge.

Det første halve år af Matias’s liv forløb stille og roligt. En mild og smuk dreng havde vi fået. Det tog lige lidt at starte forfra igen, men alt i alt var der idyl i vores familie på 4. Mor, far, Martine og milde Matias.

Da Matias var 9 måneder begyndte han i dagpleje. Vi var så heldige at få en fantastisk dagplejemor som hvis det ikke havde været for hende, ja så ved jeg ikke hvordan vi var kommer igennem disse år. Matias fik hurtigt sin første infektion., da han kom ud i bakterierne blandt de andre dagplejebørn. Jeg husker og kan se i min dagbog. At han har haft feber og snot cirka 1 måned efter han startede i dagpleje.
Herefter er fulgt 32 luftvejsinfektioner. Et utal af antibiotika behandlinger. Lungesug, indlæggelser, blodprøver, mange former for medicin. Masker morgen middag og aften. I årene imellem 1-3 var vi vågne om 2 -5 gange om natten hver dag. Fordi Matias altid hoster og har så meget slim han skal af med. Han sveder så vi må skifte senge tøj. Han får nældefeber når han er i antibiotikabehandling. Hvis vi får stillet hosten med masser af glas vand i løbet af natten. Ja så tisser han ofte i sengen, trods det at han har været renlig siden han var 3.
Når man har nætter som disse så bliver man et levende lig. Man ejer ikke overskud og kan ikke modtage ret mange ordre. Man vil helst at det går efter ens hoved. Jeg var så slidt i denne periode. Nu er han heldigvis større og vi kan komme bedre igennem de hårde nætter. Dem er der stadig overvejende mange af. Man er træt som voksen når man ikke får sin søvn! Når man er barn er man bare helt umulig.

Når et barn er både syg og på antibiotika næsten altid. Ja så er det at man efter en årrække går hen og bliver en møgunge.

En møgunge, som fordi man er træt ryger i konflikter konstant. En møgunge, som har dårlige manerer fordi man altid har fået lov at spise hvor, hvad og hvornår man vil – bare man spiste. Hvis ikke vi havde været så priviligeret. At vi havde en Au pair pige, som stort set brugte alt sin tid på at håndfodre Matias i de 2 år hun var hos os. Ja så havde Matias været skind og ben. Istedet blev han En møgunge, som ikke har haft de samme grænser fordi man har måtte gå igennem en masse overgreb til at tage medicin, temperatur , lungesug, blodprøver osv. Vi har bare ikke har haft overskud til at opdrage eller blive opdraget på samme måde som storesøster blev det.
En møgunge som er sur og bitter over aldrig at kunne det man gerne vil, men ikke kan sætte ord på det.
En møgunge som kun kan være i børnehaven 4 timer hver dag, fordi han simpelhen ikke kan klare mere fysisk.
En møgunge som aldrig kan udfolde sig soicalt som andre børn på hans alder. Så er det bedre med negativ kontakt, istedet for ingen.
En møgunge som sparker og skriger når han skal afleveres i børnehaven. Fordi han aldrig får en ordentlig rytme, før han igen er syg og skal starte forfra med at blive “kørt” ind i børnehaven.
⁃ og sådan kunne jeg blive ved.
Men en ting er sikkert. Matias blev født mild, smuk og dejlig.
Hans skæbne har gjort ham til en presset dreng, en møgunge. Han er noget af det mest kærlige barn man kan tænke sig. Han er høflig og han er gavmild. Men når fysikken svigter, svigter hans overskud og han er en helt anden. Han taler grimt, han slår sine nærmeste, som han ellers elsker overalt på jorden. Han har aldrig imens han kan huske prøvet at være helt frisk. Han har aldrig været uden antibiotika i mere end 4 uger. Så han er blevet en dreng men mange sorte dage. En dreng som hver dag han kan huske, er blevet tvunget til at tage masker, usmagelig mediciner. En som hoster så meget at han kaster op om natten. Vi kan kun håbe på en diagnose , vi frygter den ikke. VI frygter kun at han skal forblive i dette helvede lang tid endnu.

Når jeg i dag møder en møgunge, så har jeg lært at stoppe op. Lige at tænke over, at netop dette barn er blevet som det er af en eller anden grund. Manglende opdragelse, diagnoser, skilsmisser eller sygdom. Der kan være mange faktore som spiller ind.
Men giv alle møgunger en chance, de har nok om nogen brug for den. Da ingen er født sådan!

Til tider bliver storesøster også en være møgunge. Ikke fordi hun ønsker det, men fordi hun bare ikke kan klare mere. Hun lider et afsavn af umenneskelig størrelse. Hun har fået taget sine forældres fokus væk fra sig. Hun må altid trække sig når det hele bliver svært for hendes lillebror. Sådan er det at leve med en syg søskende. Især når der ingen diagnose er, ja så er der bare ikke meget hjælp at hente. D 6 december led Martine et virkelig stort tab. Vi havde købt en rejse til Dubai. Opfordret af læger, som igen ikke har set hvor syg og hårdt ramt Matias er. Det var dømt til at mislykkedes! Men vi ville prøve at rejse på ferie, bare os 4. Prøve at give Matias varme og Martine en oplevelse uden at sygdom skulle fylde. Vi havde forberedt os så godt vi kunne. Martine og far skulle være et team på rejsen. De skulle tage sig af kufferter osv. Imens jeg skulle koncentrere mig om at få Matias godt igennem rejsen. Martine tog det hele meget seriøst. Hun glædede sig så meget til turen, hun havde fået ny rejsetaske, ny bikini og havde for første gang selv pakket hendes ting.
Dagen før vi skulle afsted begyndte Matias at hoste mere igen. Vi talte om hvis nu det bliver værre hvad så? Vi var meget nervøse. Men vi besluttede at Martine ikke skulle vide noget om denne bekymring. Om natten inden vi skulle rejse, blev Matias mere syg. Han fik igen feber og mere hoste. Vi havde så svært ved at tage en beslutning. Skulle vi igen skuffe Martine og tage hensyn til Matias? Vi vækkede Martine tidligt og hun anede ingen uråd. Vi pakkede bilen og kørte mod Kastrup. I bilen blev Matias som sad sammen med mig på bagsædet mere og mere skidt. Jeg ringede til SOS rejseforsikring, og fik fat i en sygeplejerske. Imens vi talte sammen hostede Matias så meget,at han kastede op. Sygeplejersken tog herefter beslutningen. I må stoppe, I må vende om. Han kommer aldrig ombord på flyet og han kan ikke klare 6 timer i den form for ilt. Som der er inde i et fly. Vi var lettede. Men Martines verden brød sammen, som hun sad der på forsædet klar til at rejse til Dubai med sin nye taske. Hun var så skuffet. Hun græd og græd. Hun havde på intet tidspunkt tænkt på at rejsen var i fare. Som hun sagde bagefter: ”Han hoster jo altid.”
Hun er heldigvis stærk og et helt igennem fantastisk menneske. Men Vi skal passe på hende, det ved vi! Hun er heldigvis stadig en ener i hendes færden, både i skolen og blandt venner.

Matias jeg elsker dig og vil kæmpe for en god og rimelig livskvalitet til dig. Du er en fantastisk fyr som fortjener at blive set som den skønne dreng du er.
Vi har kæmpet med læger som bare mener at du har været uheldig. Det kan de ikke sige mere. De må nu hjælpe dig mod en diagnose og en behandling som kan hjælpe dig. For du er IKKE en møgunge, men en fyr som er presset i det liv du lever lige nu. Jeg vil kæmpe for at omverdenen ser dig, ikke at vi skal have medlidenhed, men forståelse for det du og vi som familie gennemgår i disse år. Stor tak til dem som ser Matias som han er, en skøn fyr der kæmper, vi har skrevet jer ind i vores hjerter.
Martine jeg elsker dig, du må gerne være min møgunge engang imellem. Det er du i din gode ret til, når Matias’s sygdom overskygger det liv vi ellers normalt skulle leve.
Tak fordi du læste med – Husk på at Ingen er født som møgunge, og at ordret møgunge er sagt med 100% kærlighed til mine to børn.

Annette Abild Martines og Matias’s stolte mor

Hvad er migræne

Hvad er migræne

Migræne kommer fra det græske ord hemikrania – halv kranie/ halv hoved, og er et anfald af voldsomme smerter i hovedet. Den rammer dobbelt så mange kvinder som mænd og i de fleste tilfælde udvikler den sig allerede i de unge år.- jeg fik som nævnt, i et tidligere Blogindlæg, migræne som 16 årig efter et hovedtraume.
Migrænen kan opdeles i 2 kategorier – med aura eller uden aura.

Med aura

Aura betyder “åndepust” og er kort fortalt, at du op til en time før bliver advaret om et muligt anfald, det kan være talebesvær, syns/føleforstyrrelser, lettere lammelser, flere beskriver auraen, som at se stjerner eller lysglimt.
Symptomerne bliver herefter oftest efterfulgt af en svær hovedpine/migræne.
Migræne med aura er som regel arveligt.

Uden aura

(min migræne)
Uden aura er den mest udbredte migræne, ca 2 ud af 3 danskere har migræne uden aura. Den udløser langt flere anfald end med aura, og som regel er der ingen forvarsel. Smerten er pulserende, hovedpinen er moderat til, synes jeg ekstrem voldsom, og den bliver kun værre ved fysisk aktivitet. Kendetegnet er især, at den kun er halvsidig, altså kun i den ene side (Jeg har altid kun migræne i venstre side) – og du kan samtidig have kvalme/opkastning, og være overfølsom for lys og lyd, (start derfor endelig ikke vaskemaskine eller tørretumbler under et anfald)

Men…..

Synes du også, at ovenstående måske er lidt ligegyldigt info, for egentlig er jeg da ligeglad med hvad migræne er, hvad der står i bøgerne, i de mange brochure, og på nettet, jeg ville da langt hellere have vidst hvad den gør, hvordan den føles og hvordan den mærkes. Bagholdsangrebet der langsomt kommer snigende, lammer dine tanker, svækker dine sanser, gør dig sårbar. Hvert hjerteslag der eksplodere i hovedet, den konstante smerte efter hvert et dunk. Lyset der brænder i dine øjne, lyden der skærer i dine øre. Pillerne der svigter dig, og time for time venter du på hjælp, hjælp fra et andet menneske, et menneske du er så afhængig af, har haft en god dag og vil hjælpe dig – lægen.
Bagefter er du bare træt,føler dig brugt, måske en smule svigtet af din egen krop, nu skal du bruge tid på at kravle op fra helvedet til overfladen igen, lige indtil du igen ligger der, stadig med den samme viden fra sidste gang, at du intet kan gøre ved det, det er blot gentagelse efter gentagelse efter gentagelse i en rolle man med tiden lærer, at kende så godt og ikke mindst spille rigtig godt.

Jeg har efter mange år lært, at overgive mig, ikke at det skal forstås som, at jeg giver op. Jeg har blot lært, at vælge mine kampe og et anfald er ikke en af dem. Derfor bruger jeg min energi på, at acceptere at migrænen er her nu, jeg koncertere mig om min vejrtrækning, og prøver at kontrollere min tanker. Det giver mig en lille sejr i nederlaget. ( migræneanfaldet)

Min håndtering af smerte

Smerte kan ofte påvirkes af vores egne mærkværdige tanker, vi kan lindre smerten, men vi kan bestemt også forstærke den. For mig er det vigtig, ikke at give smerten magt igennem mine ofte styrende tanker. Det er ofte lettere sagt end gjort, men mine leveregler, som jeg prøver at leve efter hver gang er; at jeg kan have nok så mange ødelæggende tanker, når jeg har migræne, men hvad der sker under et migræneanfald bliver under et migræneanfald.

Du må ikke stole på dine negative smertetanker, tag afstand fra dem og prøv at være kritisk overfor dem, fordi du tænker en bestemt tanke behøver den ikke nødvendigvis at være sand. Vær så positiv du kan være i din håndtering af smerten og husk dig selv på, at det går over igen lige om lidt, men lad for guds skyld være med at tænke på, at det næste anfald snart er lige om hjørnet igen;)

Altid handler det om valg, jeg bruger selv konsekvensanalyse, når jeg skal vælge – hvad kan gå galt og hvor galt kan det i værste fald gå.
Hvad er årsagen til smerten, meningen med smerten og muligheden for at påvirke smerten, altså lindre eller forstærke den.
Jeg siger som en tommelfingerregel næsten altid nej tak til større forsamlinger, herunder nu også juleaften med den helt store familie, jeg ønsker ikke at føle angsten, angsten for at miste kontrollen over stedet og angsten for ikke at kunne håndtere de mulige situationener, der kan opstå når mange mennesker er samlet og derfor være årsagen til et migræneanfald.

En tanke kommer aldrig alene. Når en tanke bliver tænkt, står den næste og venter på at blive tænkt, et eksempel hvis jeg til vennerne siger nej tak til et arrangement, så bliver de måske skuffet, de spørger mig ihvertfald nok ikke næste gang igen, jeg bliver ikke en del af fællesskabet.
Men til gengæld så er min dag i morgen ikke i fare for et anfald, jeg får en god nats søvn, og min familie og jeg selv får så meget mere ud af mig.
Nu handler det så om at turde, tør man, at gå imod den formodede konsekvens man tror kommer, hvis man tager med.

Det hele kræver øvelse. Efter mange års valg ville jeg have valgt og ville nok stadig vælge at blive hjemme, jeg ville sikkert have hygget mig og ikke fået hovedpine dagen efter. Men frygten for det, vejer mere end at gå glip af et godt arrangement med glade mennesker og en hyggelig aften.
Jeg vælger kontrollen og trygheden fremfor et socialt liv, men det er ikke nødvendigvis den vej jeg synes, at andre skal vælge, for i stedet for, at lade smerten styre mig, lader jeg istedet ofte angsten bestemme mine valg.

Når enden er god…..

Og det er min.. ihvertfald når der skal en sprøjte til. Det ender sjovt nok bare med, at det er den samme balde, der hver gang stikkes i, så jeg kan dog ikke prale med stramme balder, kun med en hård kugle i den ene.

Jeg havde migræneanfald igår, den har været undervejs de sidste 4 dage, men brød så fri fra sine lænker igår. Det var dog så tidligt på aftenen af ungerne endnu ikke var lagt i seng endnu, de var faktisk endnu ikke engang spist af. Den opgave tog farmor sig af. Nu er det egentlig kun 2. gang vi selv kører til lægevagten, de plejer at komme til os. Så jeg var lidt ambivalent med situationen og især den formentlige lange ventetid derinde, som dog til trods nok stadig var kortere end at vente på lægen hjemme. Men mine tanker blev gjort til skamme, for vi havde knap sat os, da en meget sød sygeplejerske studerende kom til mig og tilbød, at jeg kunne ligge ned i et mørkt lokale, mens hun hentede lægen. Jeg fik min sprøjte kort efter, en effektiv læge der kort have læst journalen og handlede derfra.
20 min efter sad vi i bilen igen på vej hjem til min seng og min pude.
Jeg stod op i morges, efter 12 timers meget tung søvn og er nogenlunde frisk, men jeg er træt og er stadig lidt angst for, at den skal bryde ud igen.
Så mon ikke det er på plads med en lille lur idag;)

Min mand skal også være min kæreste

Mads og jeg er jo gift, jeg var kun 23 år dengang og vi kan næste år fejre vores kobberbryllup sammen. Han er min kære ægtemand, når han støtter mig, hjælper mig op igen på de mørke dage, han er min bedste ven, når han lytter til mig og prøver at forstå mig, han er mit panserglas, når han beskytter mig de gange jeg er utryg og svag, han er mine børns far, når der skal børstes tænder og smøres madpakker om morgenen og så er der selvfølgelig også de gange, hvor han bare er en møghamrende irriterende nar, for vi har da også vores uenigheder i ægteskabet og mine migræneanfald sætter også sine spor i forholdet, når de lange anfald dræner os for energi.
Men den vigtigste rolle, som egentlig nok er hovedrollen i den her opsætning er, når han er min kæreste, min skønne kæreste, når der skal hygges, forkæles, flirtes.
Vi har de sidste 5 år været i Hamburg 1-2 gange om året, det er vores pause fra dagligdagen og fra børnene, her er vi ikke mand og kone eller mor og far, men bare Mads og Marie. Vi får her tid til, at minde os selv på hinanden, se hinanden, nyde hinanden og være sammen uden afbrydelser.

Derfor er det skønt, at have muligheden for at tage afstand til de daglige rutiner og prøve at forbygge de episoder, hvor vi skændes og smækker med dørene og blive fuldt opladet igen.

Som en lille sideindskydelse så bryder jeg mig meget lidt om overraskelser og uforsiglighed, derfor er det også det samme skønne hotel, vi bor på, den samme hyggelige italienske restaurant vi spiser på, næsten de samme gader vi går på og de samme butikker vi handler i, af den simple grund, at forebygge mit humør, selve utrygheden i at vide, at jeg ikke ved noget, at jeg ikke har kontrollen, gør mig urolig og usikker og meget gal og skuffet på mig selv hvis noget går galt eller ikke bliver som forventet.
Selv gaver til jul og fødselsdage pakker jeg op i smug,for at pakke dem ind igen bagefter, så jeg har styr på min reaktion senere.
På vores ture kommer Mads dog ofte med nye, men små, input og som regel bliver jeg dog positiv og glædeligt overrasket.
Så ja, jeg ved allerede nu, at jeg igen til april næste år skal til Hamborg, bo på det samme skønne hotel, besøge den samme hyggelige italienske restaurant, shoppe i de samme butikker og skal nyde fridagene med den samme mand og jeg glæder mig.

Nemt mad kan også være lækkert

Vi får ofte, nogen gange meget ofte spaghetti med kødsovs. Det er lækkert og det er nemt, især på de dage, hvor madkreativiteten ikke står højest på dagens TO DO liste. Herhjemme er det efterhånden en standard menu, især når jeg ligger med migræne.
Den kan laves i mange variationer og med meget forskelligt indhold, jeg er dog ikke tilhænger af dåsetomater, så sovsen laver vi selv fra bunden med friske tomater, jeg synes den smager af mere og vil ikke mene, at den tager længere tid at tilberede. Ofte laver vi lidt ekstra tomatsovs, som vi så fryser ned til næste gang eller genbruger til for eksempel lasagne eller pizza dagen efter.
Men igår på vej til brugsen med ungerne stødte vi på fiskebilen og Njord fik lyst til en mad med fiskefilet. Nu er det jo sådan, at Mads ikke bryder sig om fisk, men jeg købte nu alligevel en pakke fersk laks sammen med fiskefileterne.
En lækker menu blev det til, og kun efter 25 min i køkkenet – pandestegt laks med spaghetti olio e aglio med et drys af friske tomater, og så skal det lige nævnes, at Mads fyldte tallerken to gange, endda også med laks.

Tilberedelsestid: 25 min
Antal personer: 3 – Njord fik sin rugbrød med fiskefilet og remoulade
Pris ca: kr 90

Det hele menneske

Jeg er blevet stillet det spørgsmål her for nylig, er du et helt menneske. Hvis et helt menneske er, at krop og sjæl er i god balance, at jeg har et overforbrug af overskud til mig selv og til andre, at jeg elsker at vågne til en ny spændende dag hver morgen og gå tilfreds i seng hver aften, så bestemt nej, jeg er ikke et helt menneske. Ihvertfald ikke endnu. Jeg er mere et arbejdende værksted, der hver dag prøver, at få brikkerne til at passe sammen til et helt puslespil, men som i alt rodet har gjort den sidste brik væk.
Min krop og min sjæl samarbejder bestemt ikke om tingene, den ene tror altid den ved bedre end den anden, men jeg skal da være ærgerligt og sige, at det såmen nok er kroppen, der giver sig oftest for den gode stemnings skyld.
Men jeg arbejder næsten hver dag med at finde opskriften på den sidste brik, en brik med de helt rigtige ingredienser lidt vilje blandet med tro, vendt i lidt håb og bagt med kærlighed.

For jo jeg vil gerne føle mig hel, jeg vil gerne vågne hel hver morgen og gå hel i seng igen hver aften. Men jeg tror ikke på, at være hel, er en fødselsret vi kommer til verden med, det kræver hårdt arbejde, der vil være udfordringer, tårer og skuffende nederlag, spørgsmålet er bare hvordan du tackler og ikke mindst bruger disse erfaringer til at skabe dig selv til en hel dig.

Har du husket dit vitamintilskud idag

Det er helt ok at være ked af det, ellers ville det hellere ikke føles, så fantastisk at være glad. Inden jeg fik hjælp med antidepressiv varmen af den holdning, at det var spild af tid, at have glæder og da ihvertfald ikke for længe, for før eller siden var jeg nok snart ked af det igen, så med fare for at blive skuffet, var jeg hellere lidt ked af det hele tiden.
Derfor fandt jeg det, som meget fornuftig blot at være stabil, som fordelen ved antidepressiv er, men så absolut også den største ulempe, jeg var ikke helt glad, men kunne hellere ikke blive helt ked af det. (stoppede sidste år med antidepressiv efter 10 år)
Idag sætter jeg stor pris på de mange daglige glæder jeg oplever, men de mest givtige er de ekstra ordinære oplevelser, som når Mads og jeg tager på kærestetur, filmhygge med ungerne i stuen eller de sidste års årlige storbyferie med mine brødre og far.
Derfor husk at tage GLÆDE hverdag, det er dit vigtigste vitamintilskud, faktisk dit livstilskud.

Migræne, kan vi selv gøre noget

Migræne
Nu har jeg efterhåneden set og hørt flere der har fået lavet en Daith, altså en ørepiercing/stav, nogen tager magnesium andre vitaminpiller/kosttilskud.
Derfor hvis der er nogen der vil dele jeres erfaringer, hører jeg meget gerne fra jer – har det haft en virkning på jeres migræne/ hovedpine, har det gjort en forskel, kortere anfald, måske færre anfald.
Måske andre har et helt tredje forslag..

Selv er jeg stor tilhænger af fodmassage. Mads er rigtig flink til at bruge en halv time engang imellem når vi alligevel ligger i sofaen foran fjernsynet. Og det virker altså, især på den der daglige hovedpine, der ligger og dunker i baghovedet og efterveerne fra et migræneanfald – hovedsagligt storetåen, hvor punkter med forbindelse til hovedet skulle sidde har god effekt.

Tanker fra en pårørende, del 3

Jeg prøvede sidste år, at sætte ord på et af mine migræneanfald “Migræne, som den føles, som den mærkes,som den er” Her
Nu har Mads prøvet, at beskrive det samme anfald, men set med hans øjne, hvad han følte og hvad han tænkte.
Tanker fra en pårørende – På sidelinjen er jeg, som pårørende desværre ret ofte vidne til Maries migræneanfald. Anfaldene har som skrevet i et tidligere indlæg ganske ofte en stor indvirkning på os som famile, dog uden (efterhånden) de store bekymringer. Og så alligevel, en torsdag aften, som så mange andre, jeg kommer hjem fra arbejde omkring kl. 17:00, så har vi lige en halv time inden Marie skal ud af døren, i dag til Viborg. Marie har igen den migræne, desværre ikke noget nyt, men hun plejer jo at klare det, så ingen grund til bekymring…den kom så senere…Vi, Marie og jeg har en stiltiende aftale om, at hun altid ringer, når hun er på vej hjem igen, det gør hun også denne torsdag, men der er noget galt, hendes stemme lyder forpint, meget forpint og jeg kan høre hun forsøger at skjulde, hvor ondt hun har… hun er forvirret og noget uklar i hendes tale. Straks begynder min alarmklokker at ringe, det her er ikke godt…jeg får hende overtalt til at finde et sted og holde ind. Hun skal blive der indtil jeg kommer(vil jo gerne ha’ hende hel hjem). I samme øjeblik vi har lagt på ringer jeg til mine forældre, som jeg (vi) er så heldige kun bor 500 meter fra os, beder dem hjælpe, mor kan sidde ved børnene, far kan køre mig. Tror det tog dem 5 min at komme, men hold op, hvor var de lange, nåede imellemtiden at finde tæppe, Maries uundværlige hovedpude og en cola frem og huskede også lige pillerne i farten.. far og mor kommer ind af døren og far og jeg kører i rask tempo afsted, turen tager ca. 20 min. Og hvis jeg syntes det tog lang tid inden mine forældre kom, så forstil jer køreturen. Vi kommer frem og jeg får Marie over på passageresæddet, hun bliver pakket ind i et tæppe, får puden under hovedet og et par piller inden vi kører stille og roligt hjem – kommer hjem og får støttet Marie ind og op på første sal, hvor soveværlset er, i seng med hende. God Nat min elskede, sov godt, pillerene virkede nu, Marie havde fået fred for migrænen i dag. Takkede mine forældre endnu engang for hjælpen, hvad jeg gjort hvis de ikke havde været tæt på? Vil gætte på oplevelsesen, at se hvor påvirkede Marie er/var chorkerede mine forældre en smule. Ingen kan forstille sig, hvor meget migrænen påvirker og gør før det opleves.
Mads