Kategoriarkiv: Migræne

Har du husket dit vitamintilskud idag

Det er helt ok at være ked af det, ellers ville det hellere ikke føles, så fantastisk at være glad. Inden jeg fik hjælp med antidepressiv varmen af den holdning, at det var spild af tid, at have glæder og da ihvertfald ikke for længe, for før eller siden var jeg nok snart ked af det igen, så med fare for at blive skuffet, var jeg hellere lidt ked af det hele tiden.
Derfor fandt jeg det, som meget fornuftig blot at være stabil, som fordelen ved antidepressiv er, men så absolut også den største ulempe, jeg var ikke helt glad, men kunne hellere ikke blive helt ked af det. (stoppede sidste år med antidepressiv efter 10 år)
Idag sætter jeg stor pris på de mange daglige glæder jeg oplever, men de mest givtige er de ekstra ordinære oplevelser, som når Mads og jeg tager på kærestetur, filmhygge med ungerne i stuen eller de sidste års årlige storbyferie med mine brødre og far.
Derfor husk at tage GLÆDE hverdag, det er dit vigtigste vitamintilskud, faktisk dit livstilskud.

Migræne, kan vi selv gøre noget

Migræne
Nu har jeg efterhåneden set og hørt flere der har fået lavet en Daith, altså en ørepiercing/stav, nogen tager magnesium andre vitaminpiller/kosttilskud.
Derfor hvis der er nogen der vil dele jeres erfaringer, hører jeg meget gerne fra jer – har det haft en virkning på jeres migræne/ hovedpine, har det gjort en forskel, kortere anfald, måske færre anfald.
Måske andre har et helt tredje forslag..

Selv er jeg stor tilhænger af fodmassage. Mads er rigtig flink til at bruge en halv time engang imellem når vi alligevel ligger i sofaen foran fjernsynet. Og det virker altså, især på den der daglige hovedpine, der ligger og dunker i baghovedet og efterveerne fra et migræneanfald – hovedsagligt storetåen, hvor punkter med forbindelse til hovedet skulle sidde har god effekt.

Tanker fra en pårørende, del 3

Jeg prøvede sidste år, at sætte ord på et af mine migræneanfald “Migræne, som den føles, som den mærkes,som den er” Her
Nu har Mads prøvet, at beskrive det samme anfald, men set med hans øjne, hvad han følte og hvad han tænkte.
Tanker fra en pårørende – På sidelinjen er jeg, som pårørende desværre ret ofte vidne til Maries migræneanfald. Anfaldene har som skrevet i et tidligere indlæg ganske ofte en stor indvirkning på os som famile, dog uden (efterhånden) de store bekymringer. Og så alligevel, en torsdag aften, som så mange andre, jeg kommer hjem fra arbejde omkring kl. 17:00, så har vi lige en halv time inden Marie skal ud af døren, i dag til Viborg. Marie har igen den migræne, desværre ikke noget nyt, men hun plejer jo at klare det, så ingen grund til bekymring…den kom så senere…Vi, Marie og jeg har en stiltiende aftale om, at hun altid ringer, når hun er på vej hjem igen, det gør hun også denne torsdag, men der er noget galt, hendes stemme lyder forpint, meget forpint og jeg kan høre hun forsøger at skjulde, hvor ondt hun har… hun er forvirret og noget uklar i hendes tale. Straks begynder min alarmklokker at ringe, det her er ikke godt…jeg får hende overtalt til at finde et sted og holde ind. Hun skal blive der indtil jeg kommer(vil jo gerne ha’ hende hel hjem). I samme øjeblik vi har lagt på ringer jeg til mine forældre, som jeg (vi) er så heldige kun bor 500 meter fra os, beder dem hjælpe, mor kan sidde ved børnene, far kan køre mig. Tror det tog dem 5 min at komme, men hold op, hvor var de lange, nåede imellemtiden at finde tæppe, Maries uundværlige hovedpude og en cola frem og huskede også lige pillerne i farten.. far og mor kommer ind af døren og far og jeg kører i rask tempo afsted, turen tager ca. 20 min. Og hvis jeg syntes det tog lang tid inden mine forældre kom, så forstil jer køreturen. Vi kommer frem og jeg får Marie over på passageresæddet, hun bliver pakket ind i et tæppe, får puden under hovedet og et par piller inden vi kører stille og roligt hjem – kommer hjem og får støttet Marie ind og op på første sal, hvor soveværlset er, i seng med hende. God Nat min elskede, sov godt, pillerene virkede nu, Marie havde fået fred for migrænen i dag. Takkede mine forældre endnu engang for hjælpen, hvad jeg gjort hvis de ikke havde været tæt på? Vil gætte på oplevelsesen, at se hvor påvirkede Marie er/var chorkerede mine forældre en smule. Ingen kan forstille sig, hvor meget migrænen påvirker og gør før det opleves.
Mads

Migrænen og Mig vs Mig og Migrænen

En af de ting jeg har lært at arbejde med og lægge vægt på gennem årene er mit valg af ord – hvordan ønsker jeg at fremstå overfor andre, altså sælge mig selv. Netop valg af ord er så vigtig for hvordan du opfattes af omverdenen. Jeg bruger, som et eksempel, bevidst ikke ordene jeg LIDER af migræne i dag og KAN IKKE, men i stedet jeg HAR migræne i dag og VIL IKKE. Ordene LIDER  og KAN IKKE vil nemlig for mange forstås negativt, at du ikke har kontrol, at du er et offer. Derimod oplever jeg, at HAR og VIL IKKE efterlader et optimistisk indtryk hos modtageren, at det var da ærgerligt, men forståligt, du opnår måske en  accept, ja måske endda respekt for din håndtering og erkendelse af din situation.
Migrænen er en stor udfordring, men den må ikke være til hindre for, at få en god dag og et godt liv.

Prøv derfor næste gang, at tænke over dit valg af ord og lyv endelig ikke, når nogen spørger til dig. Jeg synes selv, at det er skønnere, når det nu ikke kan være anderledes, at være positiv åben og ærlig om en træls lortedag, hold omverden opdateret – hvorfor møder du igen senere, går tidligere hjem, melder dig syg, siger fra til 70 års fødselsdag, er muggen på børn og mand. Hvis der er fordele ved at lyve eller fortie, er der altid flere fordele ved at sige sandheden og være ærlig.
Accepter din situation, at sådan er den bare, brug den ikke som en undskyldning, men hav respekt for den.

MMM

Tanker fra en pårørende – piller eller ej

Som skrevet i et tidligere indlæg er jeg til tider måske lidt hurtig til at tage en pille eller to engang imellem,læs indlægget Her Sandheden er nok, at det øger min fornemmelse for livskvalitet, jeg har mere overskud til dagen og til familien , jeg er mere glad og jeg sover meget bedre. Men som jeg også skrev tidligere arbejder jeg på at trappe ud, ihvertfald trappe ned. Mads har i alle disse år egentlig ikke kommenteret det udover de gange jeg selv har bragt emnet op. Men forleden dag sendte han mig denne tekst, den overraskede mig egentlig lidt, jeg troede ikke at det var noget han havde en holdning til eller interesse i….

Migrænen har som nævnt tidligere en kæmpe indflydelse på vores liv…og som tidligere nævnt har det faktum, at vi har lært at leve med migrænen, gjort en kæmpe forskel på hvordan vi, som familie og par fungere i dagligdagen. En ting har jeg dog meget svært ved af finde ud af, hvad jeg skal mene om og hvordan jeg skal agere i forhold til indtaget af piller, hvilket til tider, er meget stort og jeg vil tro det er for stort til tider. Men hvordan skal jeg vurdere hvornår pillerene er nødvendige og hvornår pillerene blot er en trøst, en vane, dårlig vane vel og mærket… Naturligvis kan jeg efterhånden også godt se hvornår hovedpinen eller migrænen er på vej eller tilstede og der stiller jeg ikke spørgsmålstegn, jeg burde nok en gang imellem, men hvor er det ikke nemt i situationen, at sige nej, tror ikke det gør dig godt, Marie, så spring lige den eller de piller over, det sker ikke, ikke i min verden. Hånden på hjertet, så lukker jeg nok ganske ofte øjene for et overforbrug af piller, hvorfor, simplet fordi det hjælper mig, det gør min dag nemmere, når Marie ikke ligger med hovedpine..

Tanker fra en ægtefælle/pårørende

Tanker fra Mads – Nu har vi været så heldige, at Marie har haft fri i snart 2 måneder fra jobbet og jeg vil da ønske, at jeg kunne tjene en smule mere, så hun ikke behøvede at ta’ afsted, men i stedet kunne koncentrere sig 100% om de ting som hun brænder for. Sådan er vi sikkert mange ægtefæller der har det af den ene eller anden årsag. Mit ønske bunder i, at jeg kan se hvordan Marie trives, ja, nærmest blomstre når hun ikke er forpligtet overfor andre end sin familie og sig selv. Vi har nu snart haft 2 måneder uden de helt store migræneanfald, og jeg vil hellere end gerne arbejde nærmest dobbelt så meget, hvis indtægten fulgte med, så vi havde nok i en indkomst… måske den dag kommer, hvor jeg kan dygtiggøre mig yderligere, bruge noget tid på skolebænken, så der kan komme nogle papirer, der kan berettige en højre løn. Indtil nu har det ikke rigtig været en mulighed, men nu begynder børnene at havde en alder, hvor de er mere selvhjulpende. Dermed vil det være en mulighed at påbegynde noget aftenundervisning…..lige pludselig lykkes det. Vi skal jo heldigvis være mange år endnu på arbejdsmarkedet…så det er aldrig for sent.

Ugens rapport

Ugens rapport – Det er koldt, det er vådt og det er vinter.
Mandag
Mandag startede med, at jeg for en gangs skyld fik taget mig sammen til at stå op med resten af familien, få tøj på og sammen med Mads aflevere Njord i børnehave og Wigga i skole, jeg gik selv hjem med et smut op forbi farmor – hun er afsted på sin vanlige gårtur hver morgen på ca en time, og i mandags var jeg med på sightseeing, en dejlig tur, en lun morgen og hyggeligt selskab. Prisen var dog bagefter en 2 timers middagslur med et par piller.

Vi havde en enorm træls mandag aften til aftensmaden – menuen stod som sådan ikke på noget fancy udover frisk fuldkornsspaghetti, karbonader og hjemmelavet tomatsovs fra weekenden.
Men lige den menu på denne kolde mandag i januar formåede at skabe så meget vrede, så mange tårer og så meget råben. Njord ville ikke komme til bordet og forstod ikke budskabet, at ipaden IKKE skulle stå foran tallerken – med på det tidspunkt en meget forstyrrende tegnefilm på skærmen. Ipaden blev taget fra ham og sat på pause, og så udbrød ulvetimen, dog var det her halvanden ulvetime – han følte sig fuldstændig uretfærdig behandlet og vi gjore ham, som han sagde faktisk ked af det.
Maden det var ulækker, de hadede karbonader, sovsen var stærk og spaghettien ligende orme. Begge blev sendt på værelset til en pause, jeg tror egentlig ikke at Njord på noget tidspinkt så eller rettere valgte, at se alvoren i situationen. Wigga derimod endte jo egentlig frivilligt med at spise halvanden karbonade med spaghetti, så alt det brokken for ingenting. Njord opgav vi desværre, han fik havregryn efter han lige først skulle tabe dåsen på gulvet… men den blev så også serveret med “uden sukker”.
Aftenen endte trods alt hyggeligt, Mads puttede Wigga og jeg Njord, efter jeg på bedste pædagogisk vis forklarede ham, at jeg synes det havde været en træls aften, når alle havde været så kede af det. Vi krammede og jeg fik et kært undskyld, mor.

Tirsdag
Men episoden har åbenbart påvirket dem, for dagen efter, skulle de efter Wigga ønske have pligter i huset, den greb jeg selvfølgelig og vi lavede en fin liste – tirsdag, onddag og torsdag har de fået hver deres opgave til aftensmaden, men det er såmen ikke første gang vi har prøvet sådan en liste, Wigga får altid lavet en flot seddel med afkrydsninger, men de når aldrig at blive udfyldt úgen ud. Nu prøver vi igen, de har i hvert fald været ihærdige.
Vi har desuden lavet en oversigt over regler og konsekvenser – jeg skrev reglerne og ungerne fandt på konsekvenserne. Jeg blev faktisk lidt imponeret over deres egen ide til afstraffelse.
De kommer her:
– hvis man ikke hører efter/gør hvad der bliver sagt = ingen ipad eller tv ( og Njords forslag, man må ikke kigge ud af vinduet på sneen)
– brokker sig over maden = i seng uden aftensmad, vi var dog enige i den undtagelse, at hvis bare man smagte på maden, uden at skabe sig måtte man gerne får noget andet i stedet.
Det kunne i hvert fald være dejligt, hvis den liste kunne gøre en forskel.

Onsdag
Njord har været hjemme fra børnehaven, han valgte at besøge farmor og bage kage. Wigga har for anden gang været afsted til Water Cross i Water and Wellness i Randers, den åbnede sidste år, men jeg har endnu ikke selv været på besøg. Jeg er ikke så glad for vand, hår på gulvet, lugten af klor og mig selv i badedragt.

Torsdag
Ungerne og jeg var sammen med farfar på jagt efter en ny cykel til Wigga, hun cykler i skole hver dag på en cykel der efterhåneden er ved at være meget for lille, vi købte den brugt for 3 år siden til kr 400, så den har tjent sin værneplitg. Hun valgte en fin cykel og endda på udsalg, jeg synes dog stadig, at det er mange penge, når den som cykelhandleren siger, kun er til et år eller 2.
men nu er den bestilt og skal afhentes i dag, fredag.

Jeg vil ønske alle en god weekend, ungerne skal til fodbold i morgen og søndag skal Mads på arbejde med mig som medhjælper.

/MMM

Migræne – 3 ting jeg hader

collage-14525473680513 ting jeg bogstaveligt talt hader når jeg har migræne.

Migræne

1 Tørretumbleren – den konstante brummen fra badeværelset, der til trods for 2 lukkede døre, stadig formår at trænge ind i soveværelset til mig i sengen.

2 Trappen, jeg forbander den tappe hver gang, den føles så uendelige lang, så stejl,for hvert trin jeg tager øges smerten i baghovedet.

3 Lyset, sollyset der stirre mig ind i øjene fra soveværelsevinduet og pæren der blænder mig fra natlampen, den borer sig ind i mine øjene og skærer i hjernen.
Hvad hader du ved anfald eller når du på anden måde har ondt.

Hjælp til selvhjælp

At kunne sige fra er en vigtig egenskab at besidde, for børn såvel som voksne. Hvis jeg tager udgangspunkt i min egen omgangskreds, oplever jeg, at mange ikke tør benytte sig af den mulighed, at de har et valg – fælles for dem alle er, at de fortager sig det, de tror man forventer af dem, hvad nu hvis man går glip af noget, hvis man ikke følger strømmen, hvis man kommer til at skille sig ud af fællesskabet.
Under min sidste graviditet med Njord for 4 år siden, blev jeg præsenteret for en fantastisk kvinde – psykolog og sexolog, gennem Randers sygehus.
Jeg lærte her, at det er ok at sige fra, at sige stop.
Jeg har altid haft evnen til at sige fra, men jeg har valgt mine kampe og kun praktiseret det sjældent – nu bruger jeg det ofte, altså muligheden og det er en stor befrielse. Nu skal der ikke længere bag hvert et nej tak.. jeg har ikke lyst.. eller jeg kan ikke, ligge en forklaring eller en udskyldning.
Jeg kan hvad jeg vil, når jeg vil og når jeg har lyst, er de ord jeg vælger at arbejde ud fra. Familien er min første prioritet, resten af tiden eller lysten bliver fordelt på udefrakommende – det beyder selvfølelig også at Mads og/ eller úngerne til tider tager afsted alene, men jeg har ikke dårlig samvittighed, jeg føler mig ikke som en dårlig mor eller en kedelig kone, jeg har tværtimod en stor tilfredsstillelse i at have et valg.

Det kræver mod at sige fra og min “nye” tilgang” til livet har da også skabt konflikter i den nærmeste familie – at jeg ikke altid makker ret, men jeg makker netop ret, dog ikke i fælleskbets ånd, men i min egen. Det har selvfølgelig skabt et indtryk af, at jeg er på tværs, at jeg er egoistisk og ja, det har de nok også ret i.
Jeg har også gennem årene været ude i kulden at vende nogen gange, men det er helt ok, når jeg tænker på det resultatet jeg har opnået – nu ved de, hvor de har mig og de ved hvad de kan forvente af mig.
Det er vigtig at slå fast, at mit nej til familie og venner bestemt ikke betyder, at jeg holder mindre af dem, egentligt det modsatte, for folk omkring får så meget mere af mig og jeg af dem, når jeg selv har valgt dem til.

De regler jeg forsøger at efterleve hver dag – der er selvfølgelige ingen regler uden undtagelser, og til tider må jeg også gå på kromprimis med mine holdninger og strække min grænse, men reglerne har en stor indflydelse på min kontrol af migrænen /hovedpinen og derfor også på mit humør.

1.jeg har muligheden for selv at vælge

2.jeg skal kende mine grænser, så andre kan lære dem

3.jeg skal tro på mig selv, og holde fast i den tro

4. Jeg skal vælge mine kampe

Måske du selv har nogen “livsregler” du forsøger at følge – hvordan er de og hvordan er de blevet modtaget fra omverdenen.

God aften til alle.

Og det var julen

Julen bliver nu aldrig en højtid jeg kommer til at holde helt vild meget af. Jeg er en kontrolfreak, især op til jul, og med det mener jeg julegaveindkøb. Hvert år til jul kommer migrænen, men jeg vælger at prøve at forebygge et migræneanfald ved selv at købe julegaver til ungerne fra de fleste medlemmer i familien. Tanken om, at jeg skal bytte gaver i overfyldte butikker, vil jeg så vidt muligt gerne undgå. Især problematikken i at mangle et byttemærke eller en bon. Så arbejdsfordelingen herhjemme står på, at jeg står for alle gaverne til Mads og ungerne og også gerne til mig selv, mine svigerforældre har jeg dog ikke fået overtalt helt endnu og de har bestemt også lært, at jeg ikke skal have min gave indendørs, før den skal under træet.
Jeg plejer gerne altid at åbne mine gaver før jul, så jeg er forberedt på indholdet.
Men julen er nu ovre, den blev fejret hjemme i hyggelige omgivelser sammen med min mor, gaverne var pakket op og ris a la manden var spist inden halv ni, så vi havde god tid til at bygge lego politi og playmobil børneklinik på spisebordet.
Nu er vi trætte herhjemme og har siden 1.juledag været nedlagt med sygdom, ihvertfald Mads, Wigga og jeg selv. Desværre har migrænen også været på besøg og naiv som jeg var, troede eller håbede jeg, at lagret af smertestillende var fyldt op. Men jeg løb allerede tør den 23. december om aftenen, så kun morfinpillerne lå der og kiggede på mig som de eneste i skabet 2. Juledag og få timer efter lå jeg med hovedet ned i skraldespanden og kastede op….De sidste par piller kan nu få lov at blive meget ensomme i det skab.
Nu har vi juleferie, Mads har fri. Nytårsaften skal vi fejre hjemme i år – bare os 4.