Migræne som den føles, som den mærkes, som den er

Den er på vej kan jeg mærke – migrænen, og det samme er jeg, på vej på arbejde, til smykkeparty, det dunker, jeg har kvalme. Jeg står foran 7 damer og fortæller om smykker, viser smykker, giver tips til at binde tørklæder. Jeg kigger hele tiden på uret – nu er jeg snart færdig, lige om lidt kan jeg køre hjem. Men gæsterne må ikke vide noget, så jeg smiler, jeg skal huske at smile.
Jeg sætter mig ind i bilen, en lille damebil. Det er ved at være sent og jeg har 40 min køretur hjem i mørket. Jeg koncentrere mig om vejen, jeg skal huske at blinke, huske at se efter fodgængere, cyklister og andre bilister, GPS er tændt, Mads er i tlf og holder mig igang. Der er gået 10 min, jeg bliver forvirret, tror nok jeg drejede forkert, huskede jeg nu at blinke, kan ikke lige finde ud af hvor jeg er. Nu siger Mads stop, jeg skal køre ind til siden, vente på ham – Mads kører turen dagligt – til Viborg, jeg skal fortælle hvad jeg kan se og han vil finde mig. Tag dine piller (pinex, kodipar, migard, stesoid) lås døren og luk øjene, jeg er på vej. Jeg sidder i bilen. Venter, hovedet dunker. Jeg kan mærke hvert et hjerteslag i baghovedet, jeg holder mig for ørene, for meget støj, en bildør der smækker, en hund der gør,vinden der blæser. Mads kommer, hans far har kørt ham og farmor passer børnene derhjemme. Han har et tæppe med og min pude, min dejlige pude. Vi er hjemme. Vejen op til sengen er så lang, og trapperne, jeg hader de trapper, for hvert skridt stiger trykket i hovedet,jeg lukker mine øjene, jeg vil græde, men jeg må ikke, jeg skal være rolig, dybe vejrtrækninger – helt ned i maven, pulsen må ikke stige. Mads slukker lyset, der er helt mørkt, han går bag mig og støtter mig, “kom så, vi er der snart”. Der er sengen. Men jeg kan ikke ligge ned, kan ikke finde ro. Jeg begynder at græde, jeg kan ikke, Mads, jeg kan ikke mere, det går så ondt, hvorfor hjælper de (piller) ikke. Børnene giver lyd fra sig, jeg må være stille, de må ikke vide noget. Mads henter morfin, mere end jeg plejer, men der sker intet, ingen virkning. Han sætter sig bag mig. Holder mit hoved, holder min hånd. Lægevagten er kontaktet nu skal vi bare vente, vente på lægen med sprøjten, 1 time, 2 timer, jeg kan ikke sove, sidder bare der i sengen op ad væggen, kl er snart 02.00, jeg har kvalme – 3 timer…der er mange lyde udenfor, en knallert kommer kørende, toget, katte der slås, men jeg lytter kun efter en ting, en bil, en bil der vil sænke farten og stoppe uden for mit hus. Og der er den. Mads sover og har gjort det den sidste time, han skal på arbejde og skal op om 4 timer igen. Jeg vækker ham, han viser lægen vej, med søvnige øjene og tunge skridt, jeg får min sprøjte og et venligt god bedring af lægen. Tak for hjælpen, siger jeg og lægger mig ned på puden og håber at imorgen – er det hele godt igen.
Til info er ovenstående en fortælling fra et af mine migræneanfald tidligere på året.

En tanke om "Migræne som den føles, som den mærkes, som den er"

  1. Måske skulle du prøve at komme is på hovedet, det lindre meget. Hvorfor får du ikke kvalmestillende medicin?

<

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *